Roskole

For at blive medlem af Fredensborg Roklub skal man kunne svømme 300 meter og som hovedregel være fyldt 12 år - først og fremmest for at være fysisk stærk nok til at magte materiellet. Bestyrelsen kan dispensere for alderskravet i særlige tilfælde.

Roklubben holder hvert forår/sommer en roskole for nye medlemmer, som ikke tidligere har roet. Det der i ro-jargon hedder kaniner.

Roskolen deles op efter alder:

For 12-18 år er roskolen et meget kort og koncentreret forløb der indenfor ca. 1 uge med intensiv undervisning og træning gør de nye kaniner klar til at deltage i Fredensborg Roklubs Ungdomsafdeling.

For voksne (over 18 år) er roskolen et forløb over en weekend i slutningen af april efterfulgt af ugentlige ro-aftener (ca. én om ugen) frem til midt juni.

Der ros primært i inriggere, som har én åre pr. roer og i gig-både, som har to årer pr. roer. Undervejs i instruktionen lærer man foruden det rotekniske også at håndtere materiellet korrekt. Desuden er der indlagt et styrmandskursus, der som regel afholdes en hverdagsaften. Her undervises bl.a. i de mest almindelige søfartsregler, styreteknik og styrmandens ansvar og pligter.

Roskolen slutter - forhåbentlig - med, at man bliver frigivet. Når man er frigivet kan man frit bevæge sig ud på søen, når vind og vejr i øvrigt tillader det. Dog kræves det, at der er en styrmand om bord. Styrmandsret gives til roere, der har aflagt tilfredsstillende styrmandsprøve. For at kunne aflægge prøve er det et krav, at man er frigivet, har gennemført styrmandskurset og har opnået en vis grad af ro- og styreerfaring. Styrmandsprøven afholdes efter anmodning til bestyrelsen fra den enkelte roer, når denne synes han/hun er klar og varetages af en af klubbens instruktører. Prøven foregår som en praktisk prøve på vandet med varighed efter behov.

Datoer for og yderligere information om 2016-roskole kan findes her: Roskolefolder 2016.

Kanindåb

Afslutningen på roskolen markeres med en kanindåb, hvor klubben fejrer de nye roere. Kanindåben er en hel speciel og meget traditionsrig begivenhed indenfor roning. Til kanindåben kommer Kong Neptun, havets og Esrums søs hersker, sammen med sit følge af havmænd og -kvinder, for at tage de nye medlemmer - kaninerne - i øjesyn og døbe dem, så de kan blive rigtige roere.

Alle roklubber har deres egne helt specielle ritualer omkring kanindåben. I Fredensborg Roklub ændrede vi i 1999 indholdet af kanindåben for at bringe den mere på højde med nutiden. Vi har lagt vægt på, at dåben først og fremmest skal være en festlig og sjov begivenhed for de nye roere – uden de til tider lidt barske og ulækre ritualer, man brugte i gamle dage. For at få den helt rigtige afslutning på dagen holdes der om aftenen en kanindåbsfest, hvor de nu forhenværende kaniner får overrakt deres dåbsbeviser, som tegn på deres nye værdighed som roere.

Kontingent

 Der betales et særskilt engangsbeløb for at deltage i roskolen, se under Kontingenter.