Langtur Roskilde

Langtur fra Roskilde Roklub, med overnatning i sommerhus i Skuldelev, weekenden 30. og 31. august.

Seks friske roere fra Fredensborg havde meldt sig til turen, hvor vi havde fået lov til, at låne både i Roskilde Roklub samt låne Roskilde roklubs sommerhus i Skuldelev.

Desværre var der gået ”kuk” i bådudlånet i Roskilde Roklub, og Hans S. ringede derfor til Frederiksværk Roklub, som var yderst villige til at låne os 2 stk. inriggere, som vi skulle hente lørdag morgen.

Men desværre lød vejrudsigten på regnbyger  midt på dagen, og kraftig blæst lørdag eftermiddag og især søndag, og nordvestenvind er absolut ikke godt i Roskilde Fjord, og ej heller i Frederiksværk hvor det ville blæse lige ind fra det åbne stykke ved Isefjorden.

Desværre blev Dorthe H. syg natten til lørdag og måtte melde fra, så var vi kun 5 friske roere.

Vi besluttede derfor lørdag morgen at vi måtte droppe langturen i fjorden, og i stedet roede Esrum Sø rundt uden overnatning.

Vi tog en god gammel inrigger, og stuvede vores madpakker og drikkelse i båden, og drog nordpå langs østsiden tæt på kysten hele vejen.

Thomas DP. fortalte om Prinsens Bro, som har en vældig lang historie –helt tilbage fra Chr. den 4. tid, hvor der på ude for enden af broen var bygget en sekskant (som der i vores tid også blev lavet i forbindelse med Prins Henriks 60 års fødselsdag, men som nu er fjernet igen pga hærværk) hvorpå der var bygget et lille hus  med et hæve/sænkebord (eremitage på fransk) så der også kunne være spisende gæster. Kongen havde også en fregat med 27 kanoner, og selv en vaskeægte gondol. Det må da ha’ været et kønt syn dengang.

Vinden var med os næsten hele vejen rundt, og vi var inde i hvert eneste hjørne af søen, og tæt på naturen. Fra den nordligste ende af vores smukke sø, kunne vi med lethed se Fredensborg slot, samt den nye park neden for slottet.

Vi lagde til ved Sandporten, fordi det trak op til regn og fordi vi var ved at blive brødflove. Og lige som vi lagde båden på land, begyndte regnen. Vi indtog vores madpakker under et stort træ, og sad i tørvejr  og havde det vældigt fornøjeligt. Bl.a. fortalte de roere, der har været medlem af roklubben i mange år anekdoter om hvordan det var, at ro søen rundt før i tiden. Der var rigtig mange tilmeldte – nærmest hele klubben deltog i manøvren, og deres ”unger” cyklede til Sandporten, hvor så hele flokken spiste deres medbragte mad. Rigtig hyggeligt var det ”dengang”.

Så kom solen frem igen, og vi roede videre i fint stille vand, og lagde så igen til. Denne gang i Dronningens Bøge, for at få eftermiddagskaffen samt hjemmebagt kage og chokolade, og en lille én til halsen. Men der var fyldt med mennesker, både i Kongens og Dronningens Bøge, så vi satte os ind under et stort træ, for det begyndte igen at regne.

Da solen igen tittede frem, og store sorte skyer var på vej, vedtog vi at ro hjemover. Vinden var ved at blive kraftigere, og turen hjemover fra skarvreservatet  og op langs kysten var rimelig skrap, og der måtte trækkes godt til.

Turen blev på nøjagtig 24 km, fordi vi var inde i alle hjørner  - (sagde GPS’en), og varede i  ca. 5 timer med pauser og skift.

Referent Lis Edlich

Da vi havde fået båden på land i klubben, blæste det vældigt op – det var skum på bølgerne, så vi havde en heldig timing på dagen, eller fin planlægning fra arrangørernes side (som de selv ville ha’ sagt).