Nyudklækkede roere på langtur på Øresund søndag den 15. juni 2014

Solen stråler fra en skyfri himmel – temperaturen nærmer sig de 20 grader og vinden er en sval brise der bevæger sig let hen over Esrum sø……
Ved Roklubben står 6 nyudklækkede forventningsfulde roere og taler om, hvor smuk en dag det ville være at sejle på Esrum Sø - uvidende om hvilken oplevelse, der venter som besøgende ved Rungsted Roklub og med Fredensborg Roklubs Flag vejrende i stævnen på Øresund.

Klokken 9.00 drog vi afsted ledt an af de garvede roere Hans, Thomas, Rita, Dorthe og Ole. Bilerne blev parkeret på Rungstedgaard, og i samlet flok begav vi os hen mod Rungsted Roklub. For dem som ikke måttet have været på besøg ved Rungsted Roklub – ja så krydser man vejen og begiver sig ind ad en ”næsten” hemmelig sti – og der lige bag hybenhækken – ja der ligger Roklubben – og når man så bevæger sig langs husmuren og runder hjørnet – ja så dukker det majestætiske Øresund op, med Hven liggende lige fremme, som den ukronede prins. Blikklart og med de første sejlbåde ude var der lagt an til en fantastisk smuk tur.

Formanden for Rungsted Roklub tog imod og hurtigt blev bådene gjort klar og holdene blev inddelt, - ingen gifte folk i samme båd …. :-) Det blev til LUF og KAL, to 4-mands inriggere med styrmænd og der blev lovet kolde øl/vand ved tilbagekomst.

Turen med at sætte båden i vandet ligner meget det hjemlige Fredensborg – vognen rulles i og båden bæres i vandet – dog er der væsentligt mere tang og lugten lidt mere strid i næsen…. Men nemt at komme i bådene og komme afsted.

Turen gik til is-huset ved Skodsborg, med 15 minutters intervaller mellem skift i båden. Med et roligt hav blev der rig mulighed for både at kigge på badende gæster, finde Michael Laudrups ”gamle palæ” og se på alle de smukke sejlskibe som havde hejst sejlene og var stukket til havs på denne smukke dag.

Hans var styrmand i den båd, jeg var roer i og satte en super stemning med mulighed for at få gode råd til, hvordan man agerer sikkert på havet, hvilke hensyn der skal tages samt fortællinger om oplevelser på tidligere ture.  Med den svale vind i siden var det fantastisk at glide frem i båden og mærke, hvordan vi som team fik båden i fremdrift og kunne holde en fælles rytme, selvom vi dog skulle påmindes om at følge etteren – men det er altså svært både at ro, se på badende gæster og snakke samtidigt, men det gik nu, tror jeg Hans synes, rigtig fint.

Efter ½ time blev det min tur til at agere styrmand under Hans’ instruktion. Med de badende gæster langs stranden, sejlbåde og speedbåde på vej ud af  Vedbæk havn var det om at være opmærksom, at vise vores intentioner og samtidig give klare beskeder til de andre roer og så ellers bare nyde at sidde i stævnen og få den smukke oplevelse af Øresund. Det var helt fantastisk….

Efter 3 kvarters roning var is-huset i sigte og det blev tid til at få instruktioner i, hvordan man lægger en båd på strand. Som nyudklækket roer var det med en vis spænding om, hvordan det der med at komme ud og i båden på vandet ville gå for sig, men det skulle vise sig at være fuldstændig ubegrundet. Vi kunne glide langt ind til stranden og derefter var det bare at lade sig glide ud over rælingen og løfte båden på strand. Bådene blev vendt langs med stranden for at sikre afstøtning under hele båden.

Med bådene velsikret samledes vi alle foran is-huset, hvor Hans meddelte, at Fredensborg Roklub bød på is – En dejlig besked hjemmefra J Isene blev købt og nydt i hinandens fællesskab og høj sol.
Efter billedtagning var det tid til atter at drage snuden hjemad.

Lige så nemt det var at få bådene på strand lige så nemt gik det med at få lagt bådene i vandet og selv komme i og være klar til roning…Med alle klar til roning blev der roet væk med et tremasters skib i horisonten…..Med et stabilt og roligt tempo kom Rungsted Roklub hurtigt i sigte og med solen bag en lille opstået sky fik vi mulighed for at lave 10 stærke på vandet …. Skøønnttt

Efter ankomst til Roklubben blev der straks budt ind med at hjælpe med at hive bådene op ad vandet og så blev der ellers spulet for at få saltvand og tang af. De aftørrede både blev kørt i bådhus og frokosten blev fundet frem og det blev tid til en snak om dagens oplevelser.

Alle havde haft en fantastisk oplevelse og det blev aftalt, at arrangørerne vil sende indbydelser ud til andre ture. Samtidig gav alle vi nye roere klart udtryk af at være meget stolte over at være i en klub med så stor fællesskab og imødekommenhed,  for en super god roskole og for den rokultur, der ligger i at kunne låne både i hinandens klubber uden beregning og til stor fornøjelse.

Fra alle deltagere vil jeg derfor gerne sige Tak til vores roskoleinstruktører, som har gjort os så dygtige, at vi kunne komme på langtur, til Fredensborg Klub for at skabe grobund for en imødekommende kultur og is og til arrangørerne af langturen: Vel roet! Vel arrangeret! Og Vel så er vi klar til en ny udflugt!

Mie Weile