I ældreafdelingen stilles ingen krav om præstationer. Den enkelte kan sammen med ligestillede finde det niveau og de udfordringer, der passer ham eller hende. Der gennemføres instruktion i roning af den bådtype, man ønsker at benytte. Der er løbende instruktion omkring sikkerhed, teknik, godt sømandskab m.m.
Ældreroerne har i sommerhalvåret fri adgang til klubben alle ugens dage. Tirsdag og torsdag er fælles rodage, hvor de fleste mødes, og hvor ældreroerne har fortrinsret til motionsbådene, indtil roholdene er sat og fordelt kl. 9.00. På disse to dage sættes blandede rohold, således at man fra gang til gang ror sammen med forskellige makkere. Efter en god tur på Esrum Sø er der kaffebord i klubben. Om sommeren (fra standerhejsning til standerstrygning) er mødetiden kl. 8.45 – omklædt. Vi ror som regel 1-1 ½ time, men inkl. omklædning og fælles kaffe skal du regne med at afsætte det meste af formiddagen. Nye ældreroere træner tirsdage og torsdage kl. 9.00.
Om sommeren gennemføres forskellige udflugter til andre roklubber, hvor vi låner både til en tur på ”deres vand”. Tit afsluttes disse ture med en hyggelig frokost sammen med værternes ældreafdeling. Omvendt får vi også besøg fra andre klubber. Vi har desuden hver sommer et eller flere større arrangementer – f.eks. kulturelle ture i Nordsjælland eller til København. Vi har også en grill-dag, hvor vi hygger os med at spille petanque. Der har inden for de sidste 10 år været 4-5 dages ture med overnatning på hoteller til roklubberne i Silkeborg, Flensborg, Svendborg, Hadsund, Skive, Sønderborg, Skanderborg m.fl. Denne form for udflugter ønsker vi at videreføre.
Om vinteren (fra standerstrygning til standerhejsning) træner vi tirsdag og torsdag i vores motionsrum, hvor klubben har et større antal romaskiner og andre motionsredskaber. Vi har i flere år desuden om tirsdagen haft fælles gymnastik, som de fleste deltager i enten før eller efter træning i romaskinerne. Mødetiderne varierer mellem kl. 8 og 9 indtil kl. 12. Torsdage danses der lanciers for interesserede.
På tirsdage vinteren igennem har vi på skift morgenmad med til alle.
Sammen med klubbens øvrige medlemmer hjælper vi helt naturligt med til at vedligeholde klubbens både, bygninger og udenomsarealer.
Alle ældreroerne glæder sig hvert år til vores store fest i november måned. Denne aften tager vi vores pæne tøj på og hygger os med god mad, vin, sange, taler, musik og dans. Det er altid en festlig aften.
Revideret marts 2023