Fredensborg Roklub blev stiftet den 16. april 1933 af Thøger Vilstrup. Allerede i løbet af de første par år købte klubben den grund, som roklubben stadig ligger på. Grunden samt klubhuset er fortsat ejet af medlemmerne.
Fredensborg Roklub var i begyndelsen kun for herrer. I 1941 blev der stiftet en dameroklub, som havde sit klubhus henne ved Skipperhuset. (Det er dette klubhus, der nu står for enden af græsplænen). De to roklubber blev slået sammen i 1968 samtidig med, at den oprindelige herreroklub blev udvidet til det dobbelte. Tilbygningen er den halvdel af hovedbygningen, der ligger nærmest parkeringspladsen.
Den nye tilbygning blev indviet af Kong Frederik den IX, og ved samme lejlighed døbte Kong Frederik klubbens nyerhvervede firer med styrmand – ”Margrethe”. Opkaldt efter tronfølgeren.
I 1993 blev det oprindelige robassin forlænget med et træningsrum – fløjen til højre for hovedbygningen. I 2001 fik klubben endnu en udbygning til venstre for bådhallerne – et tiltrængt værksted, hvor der er god plads til at reparere og vedligeholde både om vinteren. Senest, i 2006, har opholdsstuen og køkkenet gennemgået en større ombygning. I opholdsstuen er der, blandt meget andet, åbnet op til kip, og køkkenet er blevet udvidet med ca. 50%.
Som alle andre roklubber har Fredensborg Roklub også sin egen stander og farver. Standeren er grøn i bunden med et gult logo, bestående af tre bølger under stjernernes skær. Grøn og gul er også klubbens farver, som går igen i vores rodragt (i en eller anden form, den skifter design af og til).
Der hører selvfølgelig en historie til rostanderen:
Stander
Klubbens mangeårige medlem Henning Hansen (som mange kender fra de næsten daglige ture søen rundt i Kræmmeren gennem mange år) fortæller:
“Rostanderen er designet af roklubbens stifter Thøger Wilstrup. Standeren symboliserer “Søen med de grønne skove” som er navnet på standeren. Jeg har min viden fra Thøgers besøg i klubben kort tid efter vi havde indviet den nye sauna. (Han kom på besøg i en del år, en gang om året hos os, de første ældre roere, der startede i 1981, kaldet onsdags-holdet, det var os der stod for “17 Majtræf ” en årlig fest for gamle roere. Den dag han var her, var lidt af en fest dag, der kom flere af de helt gamle roere fra 1933-34, der blev roet og snakket om gamle dage. men alt dette sluttede desværre sidst i 90-erne, ved Thøgers død). Han skulle selvfølgelig se saunaen, og da han så standeren malet på fliserne, fortalte han om sin ide til standeren. Da han i sin ungdom kom til Fredensborg boede han hos en guldsmed, der havde en ejendom for enden af slotshaven ved kovangen, ned til søen, blev han så betaget af søen med dens skovomkransede bredder, at han syntes at det var synd, at der her ikke var en roklub. Derfor blev det første startsted for klubben her ved kovangen.
Derfor er symbolet for en indsø omkranset af den skovgrønne farve, blevet til vores klubstander, ifølge Mogens Thrane “tidligere formand i 15 år” er stjernen og stregen ekstra pynt. Jeg har digitalisered standeren til brug for digital computer gengivelse, der fik standeren det udseende som den har nu, men den gule kant rundt yderst er kun sat der for at forstærke den store flagstander, ellers skal den være som en streg lidt inde i det grønne. Håber denne beretning kan kaste lidt lys over standeren. Iøvrigt mener jeg at kunne huske, at vi engang har haft en lille emalieret stander med nål på, eller bære som knaphuls emblem, og der nuligvis stod FR inde i det grønne, det kunne være interessant om der er nogen som har sådan en eller kan huske noget om den, vi skal nok tilbage i starten af klubbens historie, Thøger havde jo mulighed for at lave en sådan. I øvrigt kan jeg oplyse at, da vores første medlemsblad der ikke havde noget navn, kun klubbladet for FR. blev der først i 90-erne udskrevet en konkurrence med det formål at finde et navn og ny forside til vores klubblad, jeg var heldig og vinde med navnet “ÅREN”. Præmien på 100 kr. blev først udbetalt et par år senere. Det er herfra vores runde bomærke vi nu har på rodragterne stammer. Med roerhilsen
Henning Hansen no. 8 medlem fra 1951″
I klubbens 75 års jubilæumsskrift fra 2008 står også en lidt anden forklaring:
“I sin tale ved receptionen 1983 kom Thøger Vilstrup ind på, hvordan standeren var blevet til, og hvordan den skal forstås. Den grønne bundfarve er håbets farve, de tre bølger borger for dansk kvalitet, den 5-takkede stjerne går igen i mange landes flag, alt sammen i guldfarve” (citat fra medlemsbladet, juli 1983).