I løbet af 2011 vil vi hver måned bringe et nyt mini-interview med et medlem af klubben.
August måneds offer: Ole Quist
(forrest, anno 1976)
1. Fortæl os om din baggrund i roning, hvor længe du har roet, hvordan startede det hele?
Da jeg først begyndte at skrive, så kom der jo en del frem fra ”lastrummet” for der er brugt mange timer med roning i årenes løb, så nu kan du enten vælge at følge med på en del af langturen eller stå af når du føler for det.
Jeg begyndte at ro i Middelfart Roklub i 1969 da jeg var 13 år, som man skulle være dengang. Jeg startede sammen med tre jævnaldrende kammerater. Men jeg var den eneste af den gruppe der fortsatte. Til gengæld begyndte mine søskende og nogle andre venner at ro i årene efter.
Vi fik en meget grundig instruktion som ud over selve roningen og ordrerne: Vel, sæt i, sæt hårdt i, og så videre også omfattede en grundig indføring bådenes opbygning og behandling samt søvejsregler og kendskab til det daglige rofarvand. Instruktionen foregik i inriggere og den gang var bådvognen ikke opfundet, så det var noget af et slæb – og sikkert ikke særlig sundt – at bære inriggerne ned og ud og ind og op.
Middelfart Roklub ligger ved Kongebrogården, næsten under Den Gamle Lillebæltsbro. Et meget vindudsat og strømfyldt farvand hvor bølger og strømhvirvler kunne umuliggøre outrigger roning mange dage i sæsonen. Derfor er det også blevet til inriggerroning. Gigbåde var kun noget man havde i Tyskland. Som ungdomsroer var det en stor ære at stryge standeren om efteråret og dermed få den til ejendom, afhængig af vejret i sæsonen kunne halvdelen eller mere af standeren være væk.
Heldigvis for Middelfart Roklub og os unge var der en gammel ungkarl – han har nok været over 30 år – der boede på et pensionat og som stort set tilbragte al sin fritid i klubben. Han sørge for materiellet, trænede os og kørte os rundt til kaproninger. Det var noget af et syn når hans gamle VW-boble var læsset med en dobbelsculler og en toer med styrmand med tilhørende træårer, bukke og rigge inde i bilen og Eiler der skubbede rytmisk på rattet for at få den op over bakkerne.
Senere, da vi blev lidt flere kaproere i klubben, blev vi opgraderet til Tuborg-mandens ølbil, hvor bådene kom op på toppen og hvor vi roere lå på ladet, bag presenningen på gamle krøluldsmadrasser hele vejen til f.eks. Bagsværd – så sparede vi også lidt på færgebilletten.
I nogle år som juniorroer i singlesculler og i dobbeltsculler med forskellige makkere deltog jeg i forskellige regattaer uden det store held. Men i 1975 blev jeg parret med Leif – som indtil da havde været styrmand på en toer med styrmand. Vi roede letvægtsdobbeltsculler. Det var en mærkelig fornemmelse da vi efter at have ligget og trænet alene i Lillebælt stillede op til Forårskaproningen i Bagsværd og roede fra alle de andre – både svenskere og københavnere. Derefter vandt vi stort set alt hvad vi stillede op i de næste par år.
Men i 1976 startede jeg på uddannelsen som Skovfoged og da det foregik meget på skovdistrikter rundt i landet blev det svært at fortsætte på samme niveau. Roergometeret var ikke opfundet endnu. Efter korte perioder i bl.a. Viborg og Ry roklubber blev årene derfor lagt på hylden i en årrække.
Min makker Leif fortsatte ufortrødent træningen og nåede at vinde både bronze, sølv og guld med letvægtsotteren, der dengang var Danmarks flagskib inden for letvægtsroningen. Han bor nu i London.
Den gang var der altid ”Bådhusfester” i forbindelse med f.eks. kanindåb i klubberne, hvor der så kom roere roende eller kørende fra alle naboklubberne og deltog i fællesspisning af platter med brændevin og øl, og efterfølgende dans til ”levende musik” mod indløsning af baltegn, der skulle bæres synligt.
Det var også ved et sådant arrangement, at det endelig lykkedes mig at overbevise Sanne om at jeg ikke kun var en ældre overlegen kaproer – der bare var for meget. Faktisk den dag, hvor hun kom hjem som Nordisk Juniormester i dobbeltfirer. Og det ”samarbejde” med andre klubber er også det, der så blevet starten på en ”ro-famile” hvor næsten alle vores søskende er gift med roere. Men vi er den eneste gren (Quist), hvor den næste generation stadig holder ved.
Så kunne jeg fortælle en lang historie om alle de ildsjæle jeg har mødt i de forskellige klubber, men det må blive en anden gang.
Så går der næste 15 år uden roning men til gengæld med rigtig meget løbetræning og konkurrence.
Da vores knægt Rasmus er omkring ti år meddeler han, at han godt kunne tænke sig at ro. Jeg tror interessen kommer fra et besøg i london hos min gamle makker Leif, hvor vi bl.a. er med ude at se en typisk engelsk kaproning, hvor der roes med to både af gangen efter cup-systemet og med en masse tilskuere. Jeg tror at Rasmus, da han har set Leif’s VM-medaljer har tænkt: Sådan en vil jeg også have.
I mellemtiden er vi flyttet fraTranum Klitplantage til Kvistgård og kan vælge mellem roklubber i Helsingør, Humlebæk og Fredensborg. Da jeg kendte FR fra lidt vintertræning mens jeg var på Skovskolen i Nødebo og det også var hertil der var bedst cykelsti faldt valget på Fredensborg, hvor Rasmus blev medlem i 1992.
I den første tid var Sanne og jeg ofte bare med og roede lidt ergometer, deltog i løbe- og cykeltræningen og vintergymnastikken i Endruphallen. Vi havde jo fået Rikke som kun var 2 år den gang. Så Rikke har slidt noget på gyngestativet og på et tidspunkt hang Fredensborg Roklub hende så lang ud af halsen, så vi var sikre på at hun aldrig selv ville begynde at ro. Men på trods begyndte hun alligevel som 10-årig i 2000 og har siden holdt fast i roningen.
Siden har både Sanne og jeg været involveret i klubbens liv, i en periode i bestyrelsen, hvor Sanne havde ansvaret for køkkenet i en lang årrække, hvor køkkenet var bemandet fra mandag til onsdag med salg af kaffe, kage og slik og fællesspisning om torsdagen og jeg som formand i 4 år.
2. Hvad er det bedste ved at ro?
For mig er det bedste ved at ro – at det er afsindig god og effektiv træning – ikke mindst i vinterperioden hvor det foregår i ergometer. Det andet er, at selv om man har roet i mange år, er man hele tiden nødt til at arbejde med teknikken for at få en båd til at glide optimalt. Der er stadig langt mellem de perfekte tag. Når man f.eks. roer otter er der næsten altid en af de otte der laver en fejl. Enten er det en selv eller også, når man selv syntes man tager det perfekte tag, så er der en anden der laver en fejl, og båden reagerer med det samme. Det betyder også at det er enormt afstressende, fordi det både er en psykisk og fysisk krævende og derfor flytter fokus.
Når man så en sjælden gang får en dobbeltfirer eller et otter op at ”flyve”, hvor alle bare rammer det perfekte tag i en lang periode, så kan man næsten blive helt ”høj”.
Egentlig har jeg fået styret min konkurrencelyst – og det er i dag mest den daglige træning der betyder noget for mig. Jeg bryder mig ikke længere så meget om at få pulsen helt op i det røde felt. Men ind i mellem kommer jeg alligevel til at melde mig til konkurrencer både på vandet og i ergometer. Og så tager konkurrence-genet alligevel over.
Jeg har også roet en hel del langturskaproning og ferielangture og det syntes jeg også rigtig godt om, og en tur søen rundt i inrigger nyder jeg også gerne.
3. Hele familien ror jo, bliver man aldrig træt af roning?
Jo man kan godt blive træt af roning – det bliver jeg hver gang ;o)
Og til de årlige familie-julefrokoster hvor der hvert år bliver snakket om hvem der var de bedste roere dengang og nu skal vi også have arrangeret en dyst der kan afgøre det en gang for alle – men som indtil nu aldrig er gennemført. ”Jo ældre vi bliver jo bedre var vi”.
En gang imellem ville jeg gerne bruge mere tid på at cykle – det holder jeg også rigtig meget af, men det tager lang tid. Og løb som jeg tidligere har dyrket en del – har kroppen valgt fra.
Så roning bliver nok også en del af livet fremover. En gang roer – altid roer.
4. Hvad kan vi gøre bedre i klubben?
Som udgangspunkt opfatter jeg Fredensborg Roklub er en meget velfungerende Roklub. Der er sket rigtig meget med såvel huset som bådparken og vintertræningsustyret i den periode hvor jeg har været med. Det er så let at sige hvad der kan være bedre – men sværere at gøre noget ved. Der skal jo være nogen der brænder for det. Man skal brænde for at kunne tænde – som en eller anden hare sagt.
Det jeg savner, er et fælles arrangement som kan samle det meste af klubben om en fælles sag, hvor man arbejder sammen på tværs af de forskellige interessegrupper i klubben. Andre klubber har f.eks. et årligt 24 timers ergometerroning i det lokale butikscenter, hvor alle klubbens medlemmer kan være med til at holde ergometeret i gang, og hvor der samles sponsorpenge ind for hver kilometer der bliver kørt, samtidig med at klubbens aktivitet bliver vist frem.
Jeg ville også vældig gerne se det vrimle med ungdomsroere i klubben, og også gerne se klubbens unge deltage i regattaer i ind- og udland samt landslejr m.v.
5. Fortæl os om den bedste/sjoveste/mærkeligste rooplevelse
Jeg har lige læst svarene fra foregående måneder og jeg kan faktisk nikke genkendende til flere af episoderne.
De oplevelser, der har bevæget mig mest er nok den første gange jeg har set vores unger Rasmus og Rikke optræde i en landsholdstrikot på juniorlandsholdet. Og ud af mange flotte resultater de har opnået er de episoder der står klarest på lystavlen nok da Rasmus og Mads blev verdensmestre første gang i Eton og Dannebrog gik til tops. Og da Rikke blev tredobbelt junior-danmarksmester i Maribo i singlesculler, dobbeltsculler og dobbeltfirer.
Men da jeg jo kan blive ved længe endnu, må jeg hellere stoppe her – ellers skrider dead-line.
Nå I får lige det sidste indfald med. Det var en rigtig stor oplevelse for mig da jeg i 2009 blev forbundsmester i Dobbeltsculler med Søren Eriksen på Bagsværd – Endelig var jeg ikke den eneste i familien, der ikke havde en mesterskabsmedalje, så den hænger fremme.
Beklager det blev langt – jeg havde ikke tid til at gøre det kortere.
