I løbet af 2011 vil vi hver måned bringe et nyt mini-interview med et medlem af klubben, denne gang med en af vores nye medlemmer: April måneds offer: Belinda Donkin
1. Hvor længe har du roet, og hvorfor begyndte du?
Min mand, Birger, og jeg flyttede til Sørup i juni 2009 da det sidste barn havde forladt reden. Børn er som regel en god måde at komme i kontakt med nærmiljøet på, gennem institution, skole og kammerater. Da der nu ikke var børn til at bane vejen for os, var vi meget bevidste om, at der denne gang skulle arbejdes mere for blive “assimileret” i området, som vi var faldet for med et brag. I vores alder er en fælles interesse heller ikke af vejen, hvis man vil undgå at kede sig alt for meget over morgenkrydderen og motion er et must, hvis man vil holde sig på omgangshøjde med barnebarnet. Kajakroning har tidligere givet mange fælles, gode oplevelser – både i Danmark og i udlandet – men mangler den sociale dimension, da vi aldrig har været tilknyttet en klub. Så da vi opdagede at Fredensborg Roklub lå 500 m nede af vejen, var sagen klar. Vi meldte os ind sammen i foråret 2010.
2. Dyrker du anden sport end roning?
Jeg har, indrømmet, aldrig været den store motionshaj. Har altid syntes at det der motion var en kende overvurderet og har skulle hive mig selv op ved nakkehårene for at komme afsted. En sofa, en stor kop the og en god bog vandt som regel over den dårlige samvittighed. Jeg arbejder med HeartMath meditation og mentaltræning til hverdag, så den begrænsning har bestemt ikke været noget jeg var stolt af. Men faktisk har de gode oplevelser på søen sat gang i de slumrende sportsgener. Så nu er løb også blevet en fast del af hverdagen, godt hjulpet på vej af en motiverende nabo.
3. Hvad kan du bedst lide at ro : inrigger, gig, outrigger – som motion, til afstressning eller måske kaproning ?
Naturoplevelsen, det sociale og motionen er det der betyder mest for mig, i nævnte rækkefølge. På nuværende tidspunkt har jeg svært ved at se mig selv som kaproer og tempoet og stabiliteten i gig og indrigger passer mig godt. Jeg glæder mig til at komme i gang igen til foråret, hvor fokus skal ligge på andet end bare at få årerne til at lystre nogenlunde og følge rytmen i båden og håber meget at der er flere end Birger jeg der holder ved. Frafaldet har været meget stort blandt sidste års kaniner.
Vi
har begge oplevet et stort engagement fra “kanin”-trænerne og har været
taknemmelige over den måde de har taget imod os på. Det må kræve noget
at
holde
fast i motivationen år efter år, når kaninerne på bedste beskub og med
fægtende årer forsøger sig i bådene. Det er ikke altid jeg har oplevet
helt den samme venlighed fra de “gamle garvede” semi og professionelle
roere og det er måske forståeligt nok, at det til tider kan være en
prøvelse med alle de nye medlemmer. Men hvis klubben skal overleve og
fastholde nye kræfter, så tror jeg det vil det være en god idé overveje
en holdningsændring. Et forslag kunne være, at man bare viser en lille
smule nysgerrig på hvem det nye medlem er og evt. at invitere dem med ud
i bådene, bare en enkelt gang imellem. Et nyt medlem er jo bare en
potentiel OL-vinder du ikke har lært at kende endnu.
Jeg nyder spiseaftnerne, foredragene og fællestræningerne, men ergometer træningen har jeg endnu ikke lært at holde af. Min hjerne nægter at acceptere – og se det morsomme – i at sidde og svede på en maskine, uden anden udsigt end en der sidder overfor og gør præcis det samme. Men hvem ved? Når sportsgenerne først er vågnet helt op til dåd, så kan det være at jeg slet ikke er til at hive af maskinen igen!
4. Fortæl os om din bedste/sjoveste/mærkeligste ro-oplevelse
Min (og det er KUN set i bakspejlet) sjoveste oplevelse i klubben var, da Birger og jeg var roet ud alene i en to’er en sensommer aften – og det blæste op. I Birgers optik snakkede vi om en let vind – i min optik en mindre orkan. Jeg ville ned i i syd-enden af søen, hvor vandet var stille, Birger insisterede på at ro op imod Dronningens Bøge, for nu var vi jo kommet afsted. Jeg insisterede på, at det måtte være den der var mest utryg der bestemte, Birger insisterede på at det var den der var mest realistisk. Miseren endte med at vi roede hjem efter ca. 10 minutter på vandet! Det har vi grint en del af siden.
5. Hvad kan vi gøre bedre i klubben?
Et tip til hvad man kunne forbedre i klubben, er kommunikationen. Der er en jovial, humoristisk og lidt grov tone blandt medlemmerne – og det er skønt. Men jeg har enkelte gange oplevet episoder der tangerede voksenmobning. Det kan aldrig blive i orden. Så der kunne man med fordel sætte ind, evt. med et foredrag om hvordan man kommunikerer respektfuldt.
Jeg glæder mig til at komme i gang med en ny sæson!
