I løbet af 2011 vil vi hver måned bringe et nyt mini-interview med et medlem af klubben. November måneds offer: Lis Edlich
1. Hvornår begyndte du at ro, og hvordan kom du på den ide?
I 2003 læste jeg en artikel i Jyllands Posten om to friske midaldrende kvinder, der i en sen alder var startet på roningen, og som ret hurtigt blev bidt af sporten, og hurtigt kom så langt, at de også deltog i verdensmesterskaber – og jeg tænkte ”kan de, så kan jeg vel også”. Jeg var da 55 år.
Vi flyttede til Fredensborg fra Espergærde i 2000, og ofte når min mand og jeg gik tur i slotsparken, satte vi os på kongebroen og nød udsigten ud over Esrum Sø, og så mange gange roere komme forbi, nogle der snakkende meget og hyggeroede, og andre der koncentrerede sig og roede til.
Og både artiklen og synet af roerne på søen, tiltalte mig rigtig meget. Det måtte lige være noget for mig – noget der får kroppen i gang, efter en lang dag på kontoret – ud i luften og få brugt sig. En kollega som bor i Sørup og jeg blev enige om, at starte på roningen, og da min kollega kendte Krista, blev hun kontaktet, og hun ville gerne undervise os, selvom kaninundervisningen var slut.
Efter to gange undervisning faldt kollegaen og brækkede en hånd, men jeg fortsatte ved at møde op til fællesroningen om onsdagen. Jeg må sige det på den måde, at det ikke var en ubetinget succes – der var ikke vild entusiasme fra de øvede roere i at tage mig med. Jeg husker især to, der skulle have mig med ud i en to’er m/styrmand – de var godt nok sure over at skulle have mig med – ”en nybegynder, suk” tror jeg de tænkte -, og selv om jeg ret hurtigt havde fattet det at ro, så blev jeg jo selvfølgelig nervøs og jeg lavede en del ugler, da det blæste noget. Uha det var ikke populært. Det var ikke ligefrem befordrende for en, der gerne ville være med i klubben. Og heldigvis var ro-sæsonen på hæld, så jeg fik vist ikke roet meget mere det år.
I 2004 kom jeg så på roskole, og Mette Skafte frigav mig ret hurtigt, og jeg kom også hurtigt til at ro med et fast hold, da der heldigvis også var personer i klubben, som kerede sig om de nye medlemmers ve og vel. Og vil man være med, så må man også selv gøre noget herfor – altså det at møde op når der er fællesroning. Og selve det at ro, passede helt fint til både min krop og temperament.
Jeg fik også scullerret det år – og den første gang, jeg kom ud i en singlesculler, fandt jeg det bare let og naturligt. Og min første tur gik rask af sted til bøjerne ved skarvkolonien.
2. Har du altid dyrket sport?
Jeg har boet mange år i Hundested, hvor der også er en roklub, men det har aldrig faldet mig ind at ro overhovedet. Jeg har dyrket badminton i mange år, også på eliteplan da jeg var helt ung, men da jeg var midt i tyverne, fik jeg en del migræne, som varede i næsten 30 år, og i den sidste halvdel af perioden, var det mig ikke muligt at dyrke sport, da jeg var slemt hærget af migrænen. Men jeg har altid holdt mig i gang med cykling og vandreture. Og i min barndom og ungdom var cyklen det mest almindelige transportmiddel, som blev brugt meget flittigt. Hele min familie på 7, cyklede frem og tilbage fra Rødovre, hvor jeg er opvokset, og til Hundested hvor vi havde sommerhus. I Påske, Pinse og sommerferier – der var 62 km.
Da migrænen endelig forsvandt, var det ligesom at få et nyt liv, og da jeg så besluttede mig for roningen, blev det den der vandt mit hjerte.
3. Hvad kan du bedst lide at ro: inrigger, outrigger, kaproning, motion – eller lidt af det hele?
I 2008 syntes jeg – sammen med en god ro-veninde – at det kunne være sjovt, at prøve nye udfordringer, da vi for det meste roede gig og sommetider dobbeltsculler. Og da man søgte damer til otteren, med henblik på at deltage i otter-grandprix, så slog vi til.
Det var (er) forrygende at ro i otter – fart og tempo, forbrug af masser af energi, den fantastiske rytme, samtidig med, at det var et godt hold, hvor alle gjorde deres bedste for at holde den store båd i ro. For det at få båden i ro og samtidig i et ordentligt glid, er alfa og omega i en otter.
Når man deltager i otter-grandprix, skal alle fra holdet ud i to discipliner hver. Det vil sige udover en konkurrence i otteren, skal 4 af roerene ud i en dobbelt-firer, 2 i en dobbeltsculler og 2 i hver en singlesculler. Og vi deltog på 4 forskellige søer i hele Danmark.
Det var virkelig meget opmuntrende at deltage i og med mange dejlige oplevelser, selvom det ikke blev til præmier, men allerede året efter besluttede 4 af pigerne sig til at ro dobbelt-firer på et højere niveau – ærgerligt, men forståeligt nok.
Og desværre fik min gode romakker en sygdom, der gjorde, at hun måtte stoppe med roningen. Og jeg savner i dag en god romakker, der som jeg har lyst til lidt mere end hyggeroning, altså én der vil have motion for motionens skyld. Én der har lyst til at få sved på panden.
Outrigger og sculler roningen tiltaler mig mest – der får man brugt sig selv mest, og min krop har det bedst med to årer, og selvom der kun brugs en åre i otterroning, tiltaler denne disciplin mig også, men som sagt så kræver det virkelig et homogent mandskab. Og det er desværre ikke så nemt at få sammensat sådan et hold.
4. Fortæl os om din bedste/mærkeligste/sjoveste ro-oplevelse
Sidste år var så mit første år som instruktør. Og det har jeg ikke fortrudt en eneste dag. Det er utroligt inspirerende og meget fornøjeligt, og rigtig hyggeligt at komme til at kende så mange nye mennesker. I år har jeg også haft nogle små gutter med ude og instruere. Og det er da det mest positive, jeg længe har oplevet – de har en kampgejst og vilje til at lære. Og tænk at så små hænder, der slet ikke kan nå rundt om årehåndtaget, kan få så god fart på båden. To knægte på henholdsvis 11 og 12 år, gav mig en af sæsonens bedste roture.
I foråret var jeg en tur i Canada – først en uge i bil gennem Rocky Mountains, derefter 2 uger på Vancouver Island, hvorfra vi tog på forskellige småøer i Stillehavet. Der findes mange sjove små indianerbutikker, og på færgelejet på en lille ø der hedder Quadra Island fandt jeg tilfældigvis et par flotte hvide kaninører sat på en bøjle til 50 kr. – lige noget der kunne bruges til kanindåben og vi havde meget morskab ud af at købe dem. Da kanindåben oprandt, lånte jeg én af ”mine” kaniner mine nykøbte ører – købt på den anden side af jordkloden – og blandt alle kaninerne som stod samlet, var der en anden kanin, der havde et par ører på nøjagtigt magen til dem, jeg havde bragt med mig hjem!! De var købt på torvet i Hillerød til en tier!! Tænk man tror, man har købt noget meget unikt i en indianerbutik i Canada, og så er man bare blevet narret. Men heldigvis fik jeg da moret en masse Canadiere, som undrede sig over, hvorfor jeg havde købt dem, da jeg gik rundt med dem i havnen, og vi måtte selvfølgelig forklare, hvad de skulle bruges til.
