I løbet af 2011 vil vi hver måned bringe et nyt mini-interview med et medlem af klubben. Med dette jule-interview med et af klubbens mange-årige medlemmer slutter vi hermed denne serie, tak til alle fordi I ville være med! December måneds offer: Klaus Jul Friis
1. Du har været medlem af klubben i mere end 40 år, men hvordan startede det hele? Fortæl lidt om din ro-karriere
Jeg er blevet bedt om at skrive om mig selv og mit forhold til rosporten og FR. Men at fatte sig i korthed om netop det der har stået mig så nær, er svært.
1963 var mit store omstillingsår, jeg sagde farvel til militæret, goddag til et nyt job, traf min senere kone og startede i den klub som nu igennem snart 48 år har betydet rigtig meget for mig.
En aften i april ringede jeg til formanden Arne Ludvig og sagde at jeg ville være kaproer. Hvortil Arne svarede, ”fint, kom ned i klubben i aften, så får du lidt instruktion og så danner vi et hold”. Det lød godt, så jeg troppede op, kom ud i en inrigger med en meget ung Viggo som instruktør. Efter et par gange i inrigger blev jeg flyttet over i en 4+. og med instruktør Knud Jensen stående på styrmandssædet lærte holdet at holde balance.
På holdet, som holdt sammen i 7 år, sad Kim Børgesen, Børge Jensen og Jørgen Haagensen og som reserve Finn Høgh samt 3 forskellige styrmænd. Vi trænede sammen sommer og vinter 5-6 gange om ugen i en klub, hvor der ikke var varme eller varmt vand. Vi havde et kammeratskab og sammenhold uden lige. Ved vores første kaproning (Isefjordskaproningen i 63) mødte vi Roskilde, hvor Svend Aage Nielsen strokede. Vi roede i en outrigger fra 1936, der var så blød at man kunne vride klejner af den. Vi tabte knebent, men fik blod på tanden.
Vinteren efter blev vi trænet af Bent Andersen, som piskede os igennem ude i slotshaven, op ad bakken ved FR. IX stenen med hinanden på ryggen, hastighedsløb på Brede Allé og så hjem i klubben og træne med sandsække og vægtstænger i robassinrummet, hvor der tit var adskillige minusgrader, og derefter koldt bad.
Men vi overlevede, og året efter var vi rigtig tændte og med Jens Aage som træner og en ny båd (Karen) var vi med til samtlige nationale regattaer, hvor vi sammen med Roskilde dominerede de 3 klasser: begynder, 2. junior og junior (havde ikke noget med alder at gøre, men var baseret på 1. pladser, man kunne avancere, men ikke gå ned).
2. Fortæl om din sjoveste/mærkeligste/hårdeste/bedste ro-oplevelse
Dengang var 4+ den mest almindelige bådtype. Ved første optræden, forårsregattaen på Bagsværd var der om lørdagen i begynderklassen tilmeldt 16 hold. Dvs. der var indledende og opsamling før vi var i finalen. Om søndagen roede vi i juniorklassen hvor der var 14 både tilmeldt, her vandt vi vores heat og var direkte i finalen. De suverænt bedste hold i disse klasser var om lørdagen Roskilde, Skjold og FR og om søndagen Roskilde, FR og Skjold. Fra 1-3 var der 3 sek.
5 løb á 2000 m på en weekend kan man godt mærke. Vi nåede aldrig at blive danske mestre, men fik en andenplads i 1969. Til gengæld vandt vi som juniorroere i 1964 og 1966 rigtig mange løb både i junior og elite klassen.
I 69 stoppede vi, men i 70 var der lige en 3 landskamp, hvor Danmark stod uden to kvalificerede firer+, så vi stillede op til udtagelsen, hvor vi vandt. Men ved 3 landskampen mod Tyskland og Holland var den manglende forberedelse tydelig, og de to danske hold sluttede, vi som nr. 5 og det andet hold som nr. 6.
Udover spændende løb var der også dramatik ved kaproningerne. I 1968 blev de nye plastsvirvler introduceret, men ikke testet, så i starten var der et par uheld, hvor svirvler sprang op. Først skete det for Roskildes 2+ og holdet måtte en tur i søen. Ugen efter skete det for os i Lybæk, hvor vi også måtte en tur i baljen, løbet skulle roes om, men vi havde ikke fået tømt agterluftkassen helt så vi roede med ballast. Bagefter fik vi en rigtig grim gang Lybækkermave.
Efter 1970 var jeg på trænerkursus på Ollerup og derefter træner i to år. Derefter roede jeg Old Boys i Kerteminde, hvorefter Mastersroningen i 81 tog over. Bent, Kim, Caddilac og jeg startede første gang i Heidelberg. og jeg har på nær tre gange været med indtil 2006. Har også roet Götaelvrodden 5 gange med placering hver gang. I 1986 begyndte jeg at ro med Lennart og det gør jeg stadigvæk, så det må jo være godt. Det er det.
I 81 startede Bent A. Peter F. og jeg klubbladet op, efter det havde ligget stille i et års tid. Det var ikke et forkromet blad, men nærmest en gang nyhedsformidling. Omkostningerne var små, vi havde kun udgifter til porto. Bent og Peter sprang fra efter 6 udgivelser, mens jeg fortsatte i 12 år og 80 blade. Erling var min efterbehandler og distributør.
Ved
indvielsen af bygningen PORT 2 & 3 og sammenlægning med
dameroklubben i 1968 var HM. Kong Fr. IX med til festlighederne.
FR
og holdet havde fået en ny firer, som kongen døbte Margrethe. Efter
prøveturen, hvor vi i vores nye heluldne grønne træningsdragter fra
Daells Varehus havde ført os frem, stod vi i bådhallen, da Kongen kom
hen til os, og da vi alle havde været soldater, rettede vi os op. Jeg
husker episoden, og hvad kongen sagde, meget klart. ”NÅ DRENGE HVORDAN
GIK HUN”. Men jeg husker ikke rigtig hvad vi svarede, men det har vel
nok været ”GODT DERES MAJESTÆT”.
Kongen blev for øvrigt meget længe i klubben, hvor han hyggede sig med bl.a. Gudmund Schack, som kongen selv havde roet med og som nu var formand for Dansk Idrætsforbund, samt Arne Ludvig og Ole Kjær vores formand.
3. Dyrker du/har du dyrket anden sport end roning?
Inden jeg startede i FR dyrkede jeg militære sportsgrene, orientering, fægtning, skydning.
Jeg har altid ment, at rosporten ikke kan stå alene, legemet og psyken har godt af afvekslende sportsgrene. Fra 1982 til 2005 deltog jeg i ca. 50 triathlons (ikke Ironman) og jeg har fra 1974 til 2000 i FR forestået gymnastik og løb i skoven. Vi var 5-10 FR roere der løb en masse terrænløb hver vinter.
4. Hvad kan vi gøre bedre i klubben?
Mit liv i FR og med roning har været pragtfuld og har her i min pensionisttilværelse fået nye aspekter og her tænker jeg på Ældreroerne det er ubeskriveligt, hvor godt vi har det sammen.
Det er fint vi har den afdeling i klubben, men det er ligesom ikke det vi skal bygge fremtiden på.
Tomrummet mellem ungdomsroerne og seniorroerne skal udviskes. Ved medlemsmødet sidst i november var savnet af vores ungdomsroere markant, yngste deltager var måske midt i fyrrerne (begyndelsen af, red.).
Charlotte og Maria har gjort et stort arbejde, Bettina, Svend Aage gør det nu og Rasmus er et godt samlingspunkt. Vi skal arbejde med at fastholde de unge efter 18 års alderen, hvor skole og uddannelse begynder at kræve deres tid. Jeg har selv tilbudt mig til gymnastik og i sæsonen 2010 var jeg lidt med i ungdomsarbejdet. Men det kræver vedholdenhed.
Til slut vil jeg sige tak til alle dem der i min kaproningstid stod bag holdet: Jens Aage, Viggo, Mogens Ludvig, skiftende styrmænd, samt afdøde Arne Ludvig og Ole Kjær.
