Det var en fin standerstrygning og arbejdsdag i år. Lørdag den 27/10 regnede det en del i flere nabosogne, men i klubben havde vi fint vejr til aktiviteterne. Det blev helt stille, og Søren Heinrichsen tog en række billeder af den sø og det land, som viste os, hvor smukt efteråret kan være her til lands.
Som altid mødte et par dusin medlemmer op til morgenmaden og gik så i gang inde og ude. Og pokalholdet pudsede og pudsede, og duften af Silvo gik frisk over søens vande. Både blev afrigget og lagt på hylder, blade blev samlet, gulve gjort rene, hylder ordnet, den ene port sat ordentligt i stand af fagfolk iblandt os, og en bunke udenfor viste, der blev ryddet ud. Bunken var ikke helt så stor som de sidste par år, der er nok ikke så meget at rydde ud i længere.
Og træningsrummene blev beundret; holdet bag den opgave har gennemført moderniseringen på meget kort tid og i meget høj kvalitet. Fagfolk er også de.
Det var lige før, arbejdsglæden fik folk til at glemme det søde, der blev stillet frem, og så var det pludselig frokost. Der blev sørget godt for os med både afskåret og lunt. Og øllerne var sorte af guld, ja.
Den traditionelle klubkaproning med lodtrækning og alt det der var igen i år underkastet nyfortolkning, så der ku´ ros om kap i EDON-både altså outriggere med ponton sådan i lidt halvpolynesisk stil. Det var måske for nymodens, det blev til tre både, en havde lidt uheld og måtte trækkes af motorbåden, og af de to andre vandt den ene 1. – og den anden 2. pladsen. Og der var præmier til dem alle.
De blev overrakt ved den lige så traditionelle afslutning på standerstrygningen, hvor klubben giver et glas med lidt sødt til i klubhuset.
Men forinden skulle formanden tale og standeren stryges, og det blev den forskriftsmæssigt af ungdomsroere. De klarede fint at følges med fællessangen, der jo altid er ”Der er et yndigt land”.
Det var nok lige der under afsyngelsen og med et yndigt land hele
vejen rundt om os, at det stod klart, at der alligevel var noget helt
nyt og anderledes over standerstrygningen i 2012. Det var en lidt
underlig fornemmelse, som kom frem, da vi – ligesom – mærkede, at sangen
ikke lød, som den plejer. Jens Åge er jo desværre ikke hos os mere,
kunne det være det? Mnjah, men det var mere end det.
Vi stod ganske vist i den samme størrelse rundkreds, som vi plejer. Og
så gik det op for os, at det var en meget tynd og meget hullet
rundkreds. Der manglede nogle i den, ja mange. Der manglede nok en 15 –
20 stykker. Mange af dem havde været med om formiddagen til
arbejdsopgaverne og frokosten, men nu havde borte taget dem. Pist væk
var de. Og andre var ikke kommet til ud over nogle få, der aldrig
svigter. Der var både kvinde- og mandefald, var der. Og ordene blev lidt
væk, gjorde de. Og vejret var så godt.
Vi fandt ingen forklaring, og måske er det bare en tilfældighed. Men kan verden opføre sig så tilfældigt helt af sig selv, spurgte vi hinanden? Svaret kender vi ikke, vores undren består, og det gør klubben heldigvis også. Hvem ved, måske har Fredensborg Roklub brug for at lede efter en Higgs – partikel, så forklaringen på altings opståen bliver nemmere? Og hvem ved, måske er der et medlem, der har en forklaring?
Med venlig hilsen
Hans S.
