DM 2012

03/10/2012

Ja, vejret var ikke lige så godt som sidste år, hvor DM blev holdt i 27 graders varme og fladt vand på Brabrand sø. Vejret var lidt blæsende, med byger og temperaturen krøb ikke meget over 12-14 grader. I dagene op til DM havde der været lidt palaver angående indledende heat eller ej, hvor damerne håbede på at vi IKKE skulle slås sammen med herrerne i mastersklassen, så vi undgik at stå alt for tidligt op, og ikke mindst få blandet alt for meget handicapberegning ind i det.

Heldigvis blev løbene adskilt, så herrer og damer kunne ro hver for sig. Herrerne slap dog ikke for indledende heats i deres løb. Først på vandet var Jacob og Søren H samt Bent og Svaage i 2x. Jacob og Søren H havde trukket et hårdt indledende heat, så de nåede desværre ikke videre, mens Bent og Svaage gik videre. Det samme gjorde de i 4x sammen med Kim og Alf, så der var lagt op til 4 løb på en dag for de garvede herrer. Kim roede singlesculler, og gik klart videre til finalen også der. Men man kan meget på masser af nutellamadder.

Efter frokost var det så tid til damernes 4x mastersløb, hvor Bettina, Sanne P., Anne Mette J og Merete skulle ud med 3 andre damebåde og 2 mix både. Vi havde 20 sek handicap til Sorø, som lige akkurat viste sig at være for meget, men det blev da til en sølvmedalje. Helt ok gået syntes vi.

Om eftermiddagen trak skyerne lidt mere op, der kom byger og vinden tiltog i styrke. Så Sanne P. trak sig fra 1x løbet. Merete og Anette, Anne Mette og Bettina, Kim, Bent og Svaage, samt herredobbeltfireren var dog alle klar til deres finaleløb, som endte med GULD til Kim i singlesculler!! Merete og Anette blev nr 2 i 2x.

Vi andre stod og frøs med anstand…

Men alt i alt en ok afslutning på udendørsregattasæsonen over 1000 m.

hilsen

Sanne P