Og som sagt, så gjort. På årets forventeligt sidste sommerdag mødtes jeg med 5 andre roere fra Fredensborg Roklub kl. 8.55 præcis. Uden at kende de andre, hvilket de vist syntes var ret kækt.
Men jeg greb Hans (Schiønnemanns) friske udfordring og så mit snit til at få lejlighed til at møde flere af de erfarne fra klubben, hvilket jeg som ny-udklækket roer fra 2011-holdet har haft stor glæde af efter afslutning på den så glimrende roskole. Jeg var også nysgerrig efter at få afmystificeret ved selvsyn hvad en “langtur” egentlig er. Jeg turde ikke gætte på, hvor lang en langtur er, men pakkede humør, madpakke og masser af hjemmebagt squash-kage til hele holdet som overlevelsesudstyr. Og vandtætte poser, naturligvis (indkøbt til kajakture, hvor chancen for at alt bliver vådt er noget større end i inriggere).
2 biler blev pakket med udstyr og 2*Dorthe, Rita, Ole, Hans og undertegnede. Ingen både? “Neej da, dem låner vi skam i klubben, som vi ror ud fra”. Aha – første læring: Roklubber låner gerne deres udstyr ud til vildt fremmede roere fra andre klubber. Wow. Hvilken tillid at udvise hinanden, skøn start. Jeg kommer fra hestesportsverdenen, hvor ‘mit-og-dit’ er særdeles fremherskende, og hvor man sjældent tør at lade andre end berideren sætte sig op på sin hest af frygt for at ødelægge dens grundridning eller at den skal blive vild og stikke af med en uvant rytter. Fagre ny verden, denne ro-verden :o)
Frederikssund Roklub lånte os velvilligt to af deres nyeste inriggere. “Ror I altid med styrmand på langture?” – øh, der er mange forhold, som ikke liiiiige er så indlysende for en førstegangs-langturs-roer som mig :o) Men da vi først var kommet ud på en trafikeret Roskilde Fjord blev det temmelig indlysende, hvorfor svaret var “Ja”. Det var noget anderledes end den forholdsvis beskyttede Esrum Sø, som er det eneste, jeg har ‘kørekort’ til.
Det blev også hurtigt meget indlysende, hvorfor der kræves langturs-styrmandsbevis:
Grøn kost her, rød kost dèr – og så en Øst-kost ude i horisonten (en gul streg, ja jeg husker det endnu, Hans)… ups, her er for lavt vand… hvem viger for hvem i ud-eller indgående retning. ”Nu ror vi i selve sejlrenden, men længere fremme er det sikrest at gå udenfor fordi….”. “Dit næste pejlemærke er træerne ude i horisonten til venstre for den 2. mark efter de høje elmaster” – Hans var tålmodig og flink til at tegne og fortælle undervejs. Lodsdatteren (mig) følte sig helt tryg under de erfarne styrmænds kommando. “Det vigtigste er blot at du altid adlyder mine ordrer”. Ai Ai Captain! Skal jeg nok. Som sømandsdatter er man heldigvis vant til at parere ordrer (på søen i hvert fald ;o) Men når man, som jeg, mangler geografisk stedsans kan jeg ikke sige med sikkerhed hvad der vender mod øst, og så kan det være hip-som-hap om det er en øst- eller nord-kost – jeg må blindt stole på His Master’s Voice.
Spænding manglede der heller ikke. Læring nr. 2: At sejle for træ-sejl. Med min veludviklede logiske sans kunne jeg måske nok regne ud, at med den stærke (mod-)vind på udturen, ville vi få masser af medvind for hjemadgående. Men jeg må indrømme, at fantasibilledet af et træ-sejl kørte noget rundt i hovedet på mig, da Hans allerede ved afgang hemmelighedsfuldt meddelte, at det ville blive den måde, vi skulle hjem på.
Det var osse dèn dag midt ude på Roskilde Fjord, at jeg fandt ud af, hvorfor det var så vigtigt på roskolen at lære at skifte plads. “Og nu!” – så skulle vi skifte, tjept, tjept. Så lav profil som muligt for at holde balancen, ja det huskede jeg jo så glimrende, men det er altså noget andet at skulle gøre det i et vist tempo og synkront i en fjord med god vind og masser af trafik OG samtidig huske “du glemte at tage åren med tilbage”. Uups – ja, selvfølgelig – godt at lære det på den hårde måde. Det giver på sådan en tur rigtig god mening at alle i båden skiftes til at styre og ro hvert 20. minut. Meget praktisk, når man trods alt skulle ro i flere timer i træk.
Og sådan var der mange små, sjove oplevelser i søndags på Roskilde Fjord sammen med, hvad jeg senere skulle erfare var 5 af roklubbens særdeles erfarne langtursroere for hvem Roskilde Fjord var ‘piece of cake’. Følte mig godt nok meget priviligeret over, at de overhovedet ville have mig med.
Om jeg sov godt den nat? OM jeg gjorde! Og sad og gyngede hele aftenen i sofaen (der var som sagt godt med vind).
Men turen var jo ekstra god takket være mine søde med-roere. Det er en fantastisk måde at få opbygget sit netværk på i klubben.
Jeg beundrer virkelig, at I er så tålmodige med os nye, og gerne tager os med til forskellige arrangementer. Den ene dag i singlesculler, den næste på langtur – inrigger eller gig. Dejligt at få lov til at prøve en masse ting af dette første år, hvor jeg tror at det er vigtigt at finde ud af, om der er en speciel ro-form, som appellerer specielt godt til en.
Og derudover er det faktisk sundt at opleve andre klubber. Frederikssund Roklub har fine forhold. Men vi har bare så meget mere end dem, opdagede jeg hurtigt, da vi kom ned i deres (lille, men velindrettede) båderum. Men masser af vilje og hjerterum var der i overflod, og så lader alt sig gøre. Underlig måde at skulle få både i og op ad vandet, syntes jeg – men lærerigt at se, at ikke alle klubber har det så nemt som os i Fredensborg.
Til andre ny-roere kan jeg kun sige: Prøv det! Og hvis I er heldige, så er der indtil flere, som har kage med (som i søndags ;o)
Tak til holdet for en rigtig dejlig dag!
Leise Passer Jensen
