I løbet af 2011 vil vi hver måned bringe et nyt mini-interview med et medlem af klubben. Maj måneds offer: Jens Borum
1. Fortæl lidt om din baggrund indenfor roning, hvor længe har du roet og hvorfor startede du?
Jeg startede med at ro for 9-10 år siden (tror jeg nok). Da jeg i 1981 henslæbte en del af mit liv som værnepligtig i civilforsvaret, havde vi en bindegal læge på kolonnen i Hillerød. At han var bindegal kan bedst dokumenteres med, at han, fordi jeg er uddannet biolog, mente at jeg skulle være reservelægeordonans i stedet for én af de to uddannede læger, der også var i min deling. Manden var renset for fornuft. Jeg havde dengang jævnligt problemer med min ryg, selv om jeg var i super træning med orienteringsløb og divisionsvolleyball. Du skal ro, sagde lægen, og da jeg 20 år efter havde endnu værre rygproblemer og havde prøvet alt andet, tænkte jeg, at den gales råd måske var værd at prøve. Og han havde sgu ret – det har været en sand mirakelkur. Og så er roning uendeligt godt for sjælen.
2. Hvad ror du helst: inrigger, outrigger, motion, kaproning, ergometer? Og er fredag aften virkelig det bedste tidspunkt at ro på?
Inriggere er som at arbejde i statens tjeneste. Man slider og slæber og kommer kun uendeligt langsomt frem hvis overhovedet. Outriggere er afgjort mit foretrukne valg. Når jeg er alene er det sculleren, og sammen med min kone, Annette, er det giggen, der kalder. Inriggere er faktisk også OK – især på havet, når man har medbragt mad, kølige pilsnere og en spand kaffe.
Om fredag aften er det bedste tidspunkt at ro på? OK det spørgsmål indikerer, at der finder en vis overvågning af mig sted. Men ja, en rotur sammen med Annette fredag aften i stille vejr lige før solnedgang er faktisk en helt perfekt afslutning på en sædvanligvis alt for travl arbejdsuge. Og så hjem til en velfortjent flaske kølig hvidvin. Lørdag aften er heller ikke så ringe, men da med rødvin bagefter for variationens skyld. Og så slipper man for at se en for 20. gang genudsendt tåbelig dansk film i fjernsynet.
3. Fortæl om din mærkeligste/sjoveste/bedste ro-oplevelse
Der har været en del mindeværdige roture. En enkelt prøvetur i otteren var hamrende sjov. Men på den tur jeg bedst husker, startede jeg ud i sculleren med svag vind fra vest, så det gik over mod Dronningens Bøge. Der var godt nok lidt sorte, truende skyer mod vest, men ikke nok til at skræmme for alvor. På vej hjem ned langs skoven begyndte skyerne at se lidt mere uvenlige ud, og vinden øgede en smule. Men det mest urovækkende var en susende/hvislende lyd inde fra skoven. Jeg troede det var regn, men da jeg drejede over mod roklubben forsvandt kysten bag mig i et hvidt, piskende og infernalsk larmende tæppe af hagl. Det er faktisk den eneste kaproning, jeg har deltaget i. Jeg roede som en sindsyg, mens haglbygen langsomt men sikkert halede ind på mig. Jeg nåede anløbsbroen, hvor – jeg tror det var Claus og Bjørn – stod parat til at gribe både sculleren og mig og bringe os i sikkerhed. Vi nåede ind i klubhuset og kunne efter 10 minutters uvejr se ud på det 5 cm tykke lag af hagl, der dækkede forpladsen.
4. Dyrker du anden sport end roning?
Om vinteren står jeg på ski, men ellers løber jeg for at holde mig lige så ung, som min hjerne tror, jeg er. Det er, ligesom ergometerroning, ikke for fornøjelsens skyld. Løb er kun marginalt mere underholdende end folketingsdebatter, så det er for kadaverets skyld og den efterfølgende følelse af heltedåd, når man endnu engang har tvunget sig til at gennemføre noget rasende kedeligt men sundt. Golf og stavgang er jeg ikke gammel nok til og bliver det forhåbentlig heller aldrig.
5. Hvad kan vi gøre bedre i klubben?
Der er fantastisk mange ildsjæle i klubben som lægger et aldeles imponerende arbejde i arrangementer og vedligeholdelse. Jeg hører ikke til de aktive men tilhører samme aldersgruppe – dvs tættere på Grauballemanden end på nyfødt. Jeg savner de unge. Det kræver andre ildsjæle, og det kræver imødekommenhed og overbærenhed. Jeg hader at blive korrekset, og unge mennesker gider det slet ikke – de løber skrigende bort. Hånden på hjertet, og med risiko for at fornærme en del, så føler for mange gamle medlemmer sig kaldet til at korrekse og lave nye helt ligegyldige regler. De unge skal – i øvrigt ligesom os andre – ikke udsættes for regelrytteri og formaninger. De skal have det sjovt, have lov til at larme og have lov til at ro sammen med hvem de ønsker, og i hvad de ønsker. Og skulle de formaste sig til at snige en øl med eller fyre en fed, så pyt. De skal jo lære det på ét eller andet tidspunkt alligevel. Så længe det ikke går ud over grej eller førlighed. Men det evner eller vil vi ikke i klubben – ærgerligt.
