I løbet af 2011 vil vi hver måned bringe et nyt mini-interview med et medlem af klubben. Juni måneds offer: Kirsten Poulsen
1. Fortæl os lidt om din baggrund i roning, hvorlænge har du roet og hvorfor begyndte du at ro?
Jeg begyndte at ro for 55 år siden efter opfordring af en veninde, som lige havde opdaget roningens velsignelser. Jeg var begejstret fra begyndelsen og er blevet ved lige siden. Det var ellers en start under betydelige mere nøjsomme vilkår end dagens omgivelser byder på. Dengang var der en selvstændig Dameroklub, som bestod af en træskurvogn med plads til et lille omklædningsrum og 2 stk. 4-årers inriggere og lidt senere kom en træsinglesculler til,”Tip”, som stadig eksisterer. Vi havde hverken lys eller vand indlagt, men havde da en petroleumslampe, når solen kom for langt ned.
Huset lå tæt på Skipperhuset og fulgte med, da det endelig lykkedes i 1968 at få Herreroklubben til at overtage os efter en ny stor tilbygning. Roturene var afhængige af, hvor mange medlemmer der kom, var vi over 10 måtte vi ind, så næste hold kunne få en chance.
Lidt kaproning blev det også til med de mere lokale klubber, som Lyngby, Helsingør og Holbæk efter lidt instruktion af herreroklubbens træner, Henry Sørensen. Fester i herrerroklubben var vi altid inviteret med til og det var nogen, der kunne trække ud til den lyse morgen, hvor en eller anden så hentede morgenbrød hos ”Cilius”, som blev nydt til den tidlige morgenkaffe inden vi endelig gik hjem.
2. Hvad er det bedste ved at ro og det værste?
Det bedste ved at ro og grunden til at man bliver ved, er at komme ud på vandet, se omgivelserne glide forbi samtidig med at få masser af motion på en behagelig måde, man kan sidde ned og alligevel få rørt alle musklerne. En måneskinstur er også vidunderligt, vandet bliver helt stille, solen går ned i vest og fuldmånen står op i øst. Det værste er når vejret absolut ikke er egnet til en behagelig roning, vinden er hård fra nord eller regn og torden truer.
3. Hvad er opskriften på den perfekte rotur?
Den perfekte rotur er, når solen giver tilpas lys og varme, det er vindstille, dem man skal ro med alle er mødt op og skoven lige er sprunget ud eller hvis jeg selv går ud i en singlesculler og bare nyder stilheden blandet med fuglefløjt.
4. Fortæl os om din sjoveste/mærkeligste/bedste rotur oplevelse?
Jeg kan ikke lige komme på, hvad den sjoveste oplevelse har været, for der har da heldigvis været mange. Måske det er i mit arbejde med at instruere de nye kaniner, det kommer der meget sjov ud af. Den mærkeligste er den gang præsident Bush besøgte dronningen og hele byen var under belejring af sikkerhedsfolk. Vi var 5 piger der tog ud i en inrigger, da det blæste godt. I stedet for at gå over på vestsiden ville et par absolut ro op mod Slotsparken, for det var jo den man vist ikke måtte nærme sig. Det gjorde vi så trods en kajakroer, der lige var vendt om, sagde at vi ikke fik lov. Da vi nærmede os Skipperhuset kom en gummibåd imod os i rasende fart med 4 ”søpolitifolk” ombord med skarpladte våben. Jeg råbte, som styrmand, STOP, der var ikke tid til hverken sæt i eller sæt hårdt i. Vi fik meget bestemt at vide at vi godt kunne vende om, det var forbudt farvand, vi var på vej ind i og i øvrigt var vandet meget bedre på den anden side. Men vi mente, at det var mere spændende lige der. Vi roede pænt tilbage og gik i land, for regnen begyndte også at genere. Det varede ikke længe før en helikopter svævede over bådpladsen for at studere de formastelige noget nærmere.
Den bedste rotur eller nogen af de bedste har været på langture i udlandet, hvor vi i DFfR regi har været en stor flok afsted under ikke særlig komfortable vilkår, men hvor vi har roet rigtig lange ture i spændende omgivelser, har lavet mad sammen, hygget sammen i lange aftener og fået set noget af det, der var værd at se, når vi på skift havde en landdag.
5. Hvad kan vi gøre bedre i klubben?
Der er allerede gjort meget og mere er på vej. Men det vigtigste er alligevel at holde fast i de nye medlemmer, der kommer fulde af optimisme om dejlige roture og socialt samvær. Det er især det sidste, der mangler. Vi er ikke gode nok til at tage imod nye, når først de er frigivet som roere og regner med, at der er nogen, der gerne vil ro med dem, når de dukker op eller i det mindste vil sige goddag eller om man kan hjælpe med noget. Det må vi fælles hjælpe med til.
