Igen i år var Fredensborg repræsenteret ved dette års forårsregatta på Bagsværd Sø lørdag og søndag den 21./22. maj 2011.
Vi var dog ikke så mange, som vi plejer at være, men det afholdt ikke roerne i at tage for sig af retterne og de gode placeringer.
Første mand på banen var Svend Aage N. som skulle prøve lykken i 1x og lidt sjovt var der faktiske en hel bane ( = 6 stk.) i kategori G = over 65 år så det var lidt nemt, som den der skulle bestemme hvem der skulle møde hvem og hvorfor, at sætte alle 6 deltager i MG1x til at møde hinanden. Og som sagt så gjort, og Svend roede en fin 3. plads med hjem i løbet.
Næste hold på start bane var Sanne H og Merete B, og de skulle igen op imod rivalerne fra Sorø, samt nogle nye men på papiret gode masterdamer, men der skal mere til at kue det garvede hold, så det var bare fuld fart derud af. Indhentede Sorø ved 500 meter og så var det bare at holde resten bag sig, og det lykkedes, og båden vandt ret stort.
Næste hold var herrernes ditto med Søren H og Jacob M, og selv om de denne gang undgik de “gamle 2-” som skal have 1 minuts forspring i handicappet og kom i heat med rene 2x herrehold gjorde de, hvad de kunne, men måtte, selv om de leverede et super godt løb, tage til takke med en 4. (3.?) plads.
Så var det “dametur” igen, denne gang i 4x med Bettina C., Sanne P., Anne Mette J. og Merete B., og igen skulle Quinderne fra Fredensborg se om rivalerne fra Sorø kunne slås. Og selv om der blev kæmpet bravt, måtte vi ved mål konstatere, at vi manglede ¼ længde i at nå dem (de havde et forspring på 10 sekunder) men så måtte vi glæde os så meget mere over, at have givet de 3 herrehold i løbet baghjul, og i en af dem sad Formand Svend Aage sammen med roere fra Roskilde / Holstebro.
Søndagen skulle byde på lidt af hvert fra vejrguderne. Igen startede Sanne H., men havde skifte Merete B. ud, som denne dag fungerede som Banedommer, og sat sig sammen med en gammel kending fra Nordslesvig fra vinter slideregattaerne (Britta), og selv om de to damer aldrig havde siddet sammen gik de til opgaven med fynd og klem og levnede ikke hverken ærkerivalerne fra Sorø eller de andre Masterdamer en chance , og vandt meget overbevisende, det til trods for at vejrforholdene her lidt op ad dagen ikke var specielt gode, da en temmelig stærk vind og begyndende torden/ lyn vejr nærmede sig med hastige skridt Bagsværd Sø som gjorde forholdende meget vanskelige for både roere og dommer :o)
Sanne P. og Anne Mette J. valgte at afmelde og kom derfor ikke til start.
Søren H. og Jacob M. prøvede om de kunne komme længere op i feltet i det kraftige blæsevejr, men også i søndagens løb måtte de se sig henvist til en 4. plads, i næsten samme heat som dagen før, og igen uden de langsomme “ældre” 2- :o)
Så skulle det have været Quindernes 4x tur, hvor Bettina C. , Sanne P., Anne Mette J. og Ulla P. skulle prøve sig men umiddelbart før deres løb lukkede sluserne sig virkelig op og ikke nok med et kraftigt regn vejr, som er til at leve med, men det tog et voldsomt torden / lyn vejr med sig, så i første omgang blev regattaen udskudt og 1½ time senere aflyst.
En noget speciel oplevelse at stå ved 0 meter starten med 100 meget frysende roere, der IKKE måtte ro hjem på grund af vejret og hvordan får man dem på land ??? , og hvor lægger man bådene ??? og først efter 1½ time kunne DMI give lov til, at hvis roerne blev langs søen hele vejen til roanlægget, måtte de ro hjem (af sikkerheds grunde) og på dette tidspunkt frøs alle roerne så de var både gule og blå, der var sågar nogle få klubber der simpelthen var kørt ned til starten med trailer og store biler for at hente bådene og roere, så de kunne komme hjem i tørt tøj.
den udsendte medarbejder
Merete B.