Lørdag d. 30 . januar var det igen tid til DM indendørs i Gladsaxe Sportshal. Hallen var fint rigget til med masser af romaskiner, grønne planter og alskens andet godt.
Fredensborg stillede i år med 3 roere, desværre gjorde sygdom at Merete B måtte melde fra i sit individuelle løb (2000 m, masters dame 60-69 år) og derfor måtte vi også melde fra klubstafetten, hvor vi ellers har fine traditioner for en medalje. Næste år!
Tilbage var vi så altså 3 Fredensborgroere: et par stykker på vej tilbage fra diverse skader, nemlig undertegnede, der var så ‘heldig’ at ødelægge korsbåndet i november sidste år, og Cecilie, der er godt på vej tilbage fra en diskusprolaps til DM i oktober, samt Casper, der så vidt vides var helt sund og rask.
Dagen startede allerede fra morgenstunden med indvejning af masterroerne, der skulle ro deres 2000 m som de første. Da jeg belært af erfaring ikke rigtig stolede på den hjemlige badevægt, og da jeg letsindigt havde tilmeldt mig i letvægt damer 40-49, havde den stået på 14 frygtelige dage uden chokolade, kager eller lignende for at kunne holde mig under grænsen. Kl. 8.10 steg jeg på vægten, og den viste hele 1,7 kg under grænsen, skønne spildte kræfter….Men alt var således klar til at se, om 3 ugers nogenlunde ordentlig konditionstræning efter 8-10 ugers skades’pause’ med let til moderat træning kunne give et fornuftigt resultat. Det gik efter omstændighederne ganske udmærket med en sølvmedalje kun 1,1 s efter guldet (og 20 s fra min bedste tid), og et fornuftigt disponeret løb (hurtigere for hver 500 m). Så skidt med at jeg stadig kun kan gå 2/3 frem til tag… Der var også ganske eminent opbakning fra verdens måske bedste 2x-makker Anne Mette J., der bakkede op alle 2000 m.
Efter alle os gamle havde kæmpet os gennem 2000 m, var det tid til juniorløbene. Her gav Cecilie os alle masser af spænding, da hun med et mål om at ro ca. 7.52 på vej tilbage fra sin skade, overgik alles forventninger, og stille og roligt roede sig op gennem feltet for at ligge og kæmpe med en Sorø-pige om bronzen. Det svingede frem og tilbage mellem de to de sidste 3-400 m, og der var spænding til det sidste. Desværre måtte Cecilie se sig slået med kun een tiendedel sekund, i tiden 7.46.0. Flot gået!
Dernæst var det lillebror Casper, der i klassen junior CII drenge skulle se hvor langt de kunne ro på 3 min. Det klarede Casper i fin stil, og fik en 4. plads kun 1 meter fra medaljen. Capster stillede også op på 200 m sprint, og fik der en flot 9. plads ud af 21 i et løb, der ikke helt ligger til Casper (sprint). Flot gået!
Så var dagen slut for Fredensborgs vedkommende, men vi glæder os til at blande os i stafetten til næste år.
den udsendte (og lidt brugte) medarbejder
Sanne P