Årets Sorø regatta fandt sted med rekordtilmelding og fantastisk vejr. Weekenden før havde været det sædvanlige småsnuskede danske sommervejr (læs: småregn og blæst), men det tør lige siges, at vejrguderne var på plads den første weekend i juli.
Imponerende at dommerne holdt fast i stilen med skjorter og slips…mens vi andre smeltede i sommervarmen og hældte vand indenbords i rekordtempo.
Med fra Fredensborg var et lille hold mastersroere: Merete, Sanne P, Sanne H, Anne Mette J, Bettina og Alf, med Søren H som bådkører, altmuligmand og fanklub, samt to juniorroere: Cecilie og Casper.
Cecilie gik det jo ganske godt med, ud af et felt på 24 junior B roere, lykkedes det at komme i A-finalen, og vinde SØLV i singlesculler. Lillebror Casper var også på vandet i junior D single (og dobbeltfirer med Roskilde), og vandt sine løb. Godt gået, og så på sin 12-års fødselsdag.
Mastersdamerne (Merete, Sanne P, Anne Mette og Bettina) stillede lørdag op i dobbeltfirer i et fuldt besat heat (6 både), og kom i mål på en andenplads.
Søndag bød på single- og dobbeltscullerløb for masters, og Alf lagde fint ud med en andenplads i single, Sanne Ps tilsvarende løb springer vi let henover, og så var det tid til mastersdamernes dobbeltscullerløb, hvor de to Fredensborgbåde, Merete+Sanne H og Anne Mette+Sanne P, var havnet i hvert vores heat. Og det blev til dobbeltsejr til Fredensborg, da Merete og Sanne H lagde ud med at vinde 1. heat i sikker stil, og Anne Mette og Sanne P fulgte op med at vinde 2. heat i et ret tæt løb.
En god afslutning på en meget VARM weekend.