Guld til Fredensborg – Første Costal Rowing Regatta

11/09/2012

Ulrik, Peter, Ole, Søren E. (styrmand) og jeg deltog i går ved den allerførste regatta i Danmark i Coastal Rowing – den nye søgående kaproningsbåd, som ser ud til at blive populær.

Bådene fås i 1x, 2x og 4x og minder mest af alt om en mellemting mellem en gig og almindelig 4x. Båden er konstrueret således at vand, der kommer ind i båden kan løbe ud ved bagenden, ligesom en kapsejladsbåd. Et par dage før havde vi haft lejlighed til at låne en båd i Skovshoved med Formand Kate som steuerfrau. Ikke meget træning i bådtypen…

Der blev afhold løb i 1x, 2x og 4x med størst deltagelse i mændenes 4x hvor 9 både var tilmeldt, herunder et hold fra Ungarn som skulle vise sig at være dem vi skulle kæmpe mest med. Bådene blev startet på linje ud for Bellevue strand og så roede man en trekant bane på 3km – 2 gange så 6km i alt. Mållinje var inde på stranden så man roede bådene op på stranden – i fuld fart! – hvorefter en roer skulle løbe de sidste 100m til målstregen. Indimellem gik der lidt kuk i det for nogle af holdene f.eks. ved at der blev roet på den forkerte side af bøjerne eller man ikke fik taget højde for afdrift i den kraftige vind, særligt ved starten drev bådene hurtigt væk fra startlinjen. Der blev også uddelt tidsstraf hvis man rørte hinanden. En erfaren styrmand er vigtig her!

Mændenes 4x var delt op i 2 heats på hhv 4 og 5 både. Vi var med i dagens sidste start med 5 både og Søren E. fik lagt os perfekt til startlinjen så da starten gik havde vi fri bane til at kæmpe os til første position. Det var tæt i starten og et par både fik basket årer med tidsstraf til følge. Efter 1000m ved den første bøje havde vi kæmpet os et par bådlængder foran og så var det ”bare” om at holde de andre bagved os de sidste 5000m. Holdet fra Ungarn bed sig fast og lå hele tiden lige 2-4 bådlængder efter os og ved den næstsidste bøjevending så det ud som om de havde fået samlet kræfter og kom tættere på. Kræfterne holdt dog ikke og vi kunne fastholde forspringet indtil vi roede båden op på stranden og Ulrik skulle løbe de sidste 100m med trætte ben (åbenbart så trætte at Sanne Qvist råbte ”du skal løbe Ulrik”)…  Vi vinder i en tid på lige under 30 min.

Flere fotos kan findes på Facebook . Film fra regattaen kan ses her.

En skam vi ikke kunne stille med et hold ungdomsroere – jeg tror det ville være sjovt for dem. Det må vi prøve næste år.

Et sjovt og anderledes arrangement – kan anbefales!

Bjørn Andersen