Nordiske Masters 2023

29/08/2023

Det er et par år siden de sidst blev afholdt, men når årets FISA Masters er i Sydafrika var det da en glimrende ide at genoplive Nordiske på Bagsværd sø. Der var deltagere fra Danmark, Norge, Sverige, England og Tyskland – Christiania fra Norge var endda den klub med flest tilmeldte sæder. Rygtet vil vide, at de var kommet med fire biler/trailere herned.

Så var det jo heldigt, at vejret var med os, bortset fra noget vind lørdag eftermiddag slap vi i det store og hele for regn og stærk blæst. Det er også en sand fornøjelse med en ren mastersregatta: kun 1000 m løb betød at opvamrningsområdet kunne bruges helt fornuftigt og vi kunne ro begge veje på opvamrningsbanerne (dog ikke på samme bane, der var da lidt system i det…). Bortset fra enkelte kajakker, der ikke helt havde fanget at der var regatta og ikke kajaktræning, så gik det helt fint.

Og at starte fra faste pontoner er jo en fornøjelse.

Der kom dog en enkelt dobbeltfirer (ikke fra FR! ) på tværs i en start, men en tålmodig dommer fik dem på ret køl, og løbet kunne skydes af kun et par minutter forsinket.

Med fra Fredensborg var: Anni, Lene-Marie, Lene, Sanne P, Merete, Anne Mette, Karin, Ulla, Bettina, Hans, Kim, Terkel, Søren H, Svend Aage. Vi kunne måske godt savne lidt flere af herrerne?

Desværre blev Varese torpederet allerede på traileren af en halv otter på en anden trailer – der er styr på ansvar m.m., men super ærgerligt. Med tape og diverse blev den dog vurderet at kunne ro, men det er helt sikkert en reparation når sæsonen er ovre.

Det gik også rigtig godt for Fredensborg, der kom en masse medaljer med hjem, tror næsten alle fik mindst en, og undertegnede orker næsten ikke at trawle resultalisten igennem for det præcise antal. Det hele kan findes på https://tilmeld.roning.dk/?regatta=nmr2023.

En super dejlig, og hård, weekend, og en kanon afslutning på kortbanesæsonen (der mangler blot DM om en måned).

Dameotteren, som til lejligheden havde fået Karen Leth med fra DSR, da Charlotte måtte melde forfald, havde trænet sammen hele een gang for to uger siden, og det må jo have været nok, for vi lykkedes med at vinde D-løbet foran tre andre både – selvom vi vistnok var E. Vi vidste dog ikke vi havde vundet, for der var en femte båd i løbet, som kom først over målstregen, så vi tænkte, nå ja, superfedt løb, god 2. plads, herligt. Og så roede vi stille og roligt væk fra målområdet, og tilbage til ind-broen.

Men de så dog så lidt unge ud… de andre, fra KR.

Det var de også – det var en enlig A-båd, der var lagt sammen med os. Så tilbage vi løb – nå ok, gik, nu skal vi ikke overdrive – til målområdet for at få vores medaljer. Og så blev løbet lige den tak bedre 😉

Nyd fotosene nedenfor, og der er endnu flere på fotosiden (hop til forsiden).

/sanne

20230826_110135

Billede 1 af 20

Anne Mette med Lyngby Dame