Kirsten Poulsen er død, 87 år gammel
”Hun var virkelig en af dem, der har fået klubben til at hænge sammen. Hun har altid taget slæbet, uanset om det var i bestyrelsen, som instruktør i rigtig mange år eller ved standerhejsningen, når pokalerne skulle pudses. Kort sagt en virkelig god kammerat”.
Sådan lyder karakteristikken af Kirsten Poulsen, klubbens mangeårige medlem, der døde 10. november. Fredag den 24. november bliver hun bisat på Asminderød Kirke.
Kirsten var både i overført betydning og i praksis gift med rosporten i Fredensborg. 20 år gammel blev hun i 1956 meldt ind i dameroklubben, og ægtefællen John fandt hun et par hundrede meter væk i herre-roklubben. Det samarbejde fuldendte hun, da hun som formand for dameroklubben fra 1965-67 var stærkt medvirkende til sammenlægningen af de to klubber året efter.
I alle årene, indtil hun for et par år siden blev ramt af Alzheimers, har Kirsten været et stort aktiv for klubben. Først som kasserer og formand i dameroklubben, senere som revisor, bestyrelsesmedlem i Vennerne og instruktør. Talrige medlemmer, blandt andet den senere OL-vinder Rasmus Quist, har hun instrueret, og det var også Kirsten, der tog initiativ til et utal af motionsture. Mange langture blev det også til. Engagementet smittede af – både hendes søster Lisbet og døtrene Ulla og Charlotte har i årtier været aktive i klubben – og er det stadig.
Kirsten er født på en gård ved Højsager som den ældste ud af en søskendeflok på syv. Hun blev uddannet bogholder hos Georg Jensen og skiftede efter nogle år til det, der i dag er Nordea Bank, hvor hun var ansat indtil pensioneringen. Hele livet var hun aktiv motionist – ved siden af de mange timer på vandet har hun blandt andet også gennemført 30 ’tøserunder’, et cykelløb for kvinder på 112 km., der køres fra Køge og Stevns rundt. Kirsten cyklede sin sidste tøserunde som 81 årig , som feltets ældste.
Kirsten spillede en afgørende stor rolle i at gøre klubben til det, den er i dag. Hun vil blive savnet.