Krista Tjalve er død
Hun sov stille ind d. 23. november 2023 efter længere tids sygdom. Hun blev 79 år.
Vi vil alle huske Krista som det fantastiske menneske, hun var. Hun var en ener. Døren til hendes hus i Kirsebærhaven stod altid åben for mennesker, der havde brug for en snak om livet.
Krista uddannede sig til folkeskolelærer og startede sin karriere på Humlebæk Lilleskole. Efter nogle år der blev hun ansat på Endrupskolen, hvor hun var i mange år. Mens hun underviste her, videreuddannede hun sig og blev cand.pæd. fra DPU.
Hun foretrak dog at arbejde i folkeskolen og blev ansat på Humlebæk Skole. Det var her, hun udviklede sine tanker om arbejdet mod mobning. Hun sagde: ”Hvorfor snakke om det? Lad os gøre noget ved det! ”. Og så udgav hun bogen, ”Forpligtende Elevteam – hvor svært kan det være? ” med sine ideer om elevteams og dannelsessamtaler. Da hun gik på pension, fortsatte hun med at arbejde for at redde vanskelige klasser, bl.a. på Fredensborg Skole, men også andre steder i Danmark. Hendes hjerte bankede for mennesker, der havde det svært.
Krista var roer i Fredensborg Roklub i ca. 35 år.
Inspirationen til at ro stammede fra hendes far, der var eliteroer og bl.a. deltog i Olympiaden i Berlin i 1936.
Krista uddannede sig som instruktør til stor glæde for vore kaniner, og hun var selv en ivrig roer. Da hun blev ældreroer og boede i Gilleleje, fortsatte hun i klubben, selv om hun ikke havde nogen bil. På det tidspunkt var hun også roer i Gilleleje Roklub og udfordrede sig sideløbende med travaljeroning. Det var også her, hun dyrkede sin lidenskab for vinterbadning.
Krista boede i Fredensborg det meste af sit liv, først i Veksebo og senere i Kirsebærhaven, hvor hun og hendes daværende kæreste købte hus. Det var her, hun senere som eneforsørger opdrog sine to børn. Hun giftede sig i 2011 med Lars Tjalve, sognepræst i Asminderød sogn. Da Lars døde i 2018, flyttede Krista til Gilleleje, hvor hun boede i Det gl. Menighedshus, indtil hun endelig vendte tilbage til Fredensborg.
Krista var hele sit liv et troende menneske, for hvem kristendommen betød meget.
Hun efterlader sig en søn og datter samt tre børnebørn.
Æret være hendes minde.
Birgit Søndergaard og Lisbeth Olsen