Stevns Klint er verdensarv, asteroide og uddøde dinosaurer. En ubrudt række af lodrette skrænter strakt ud over 17 kilometer mellem himmel og hav, med Højerup kirke stående yderst på kanten. Kirken står svimlende 30 meter oppe som det ikoniske vartegn over naturens kræfter, der har udhulet klinten under kirken, så koret styrtede i havet i 1928.
Ingen steder ser man den lyse klints magi bedre end fra vandsiden. Selvom Stevns Klint museet (Stevns Klint Experience, SKE, på nydansk) er absolut seværdigt, kan det ikke hamle op med oplevelsen af at ligge i en to-årers inrigger i Østersøens bølger lige under fænomenet selv.
De seneste fire år har dét været lettere at komme til, takket være Roklubben Stevns og Køge Roklub (det første år Rødvig Roklub). Den første lørdag i august har de sammen arrangeret “Klinteløbet”, hvor man ror 12,5 eller 25 kilometer i inrigger eller coastal. (Havkajakker, Sup’ere og surfskiroere kan også deltage). Løbet afvikles som en langdistancekaproning med tidtagning, følgebåd, afmærket rute osv, men alt efter temperament kan det også sagtens roes med vægt på naturen og oplevelsen i sig selv.
Fredensborg Roklub har deltaget samtlige fire år med såvel dame- som herrehold og var også repræsenteret i år. Mette Skafte, Susanne Hill-Madsen og Ulla Poulsen sad i damebåden. Johnny Skafte, Steen Bendix og Thomas Dohm i herrebåden. De to hold var sammen med et herrehold fra Viking og et mixhold fra Stubbekøbing de eneste fire både, der roede 25 kilometer distancen. Bortset fra, at man jo lige så godt kan få mest muligt for pengene, når man nu er draget udenbys, har den lange tur også den fordel, at man ror ruten langs klinten til vendepunktet ved Højerup kirke hele to gange, så de spektakulære udsigter rigtig kan brænde sig fast.
Vejret spiller selvfølgelig en væsentlig rolle – det er Østersøen, der roes på – men selvom det blæste mere fra syd i år end lovet, og bølgerne rullede sig pænt store, gik alt uden problemer. Eneste udfordring var, da et tordenvejr spadserede tæt forbi ruten, men det forsvandt heldigvis hurtigt ind over land, så vi undgik at skulle søge i land – lidt drilsk, når ‘land’ er en lodret klint med sten langs kysten.
Men bortset fra vind og torden skinnede solen det meste af tiden, og alle havde en fin tur. Fredensborgs herrer klarede sig suverænt bedst og blev nr. 2 efter Viking. Damerne blev nr. 4. og gik glip af de meget flotte medaljer med klinten som motiv. (Måske nød vi turen for meget? Måske havde vi bare ikke spist nok af Thomas’ fantastiske mandelkager? Som man siger: no dope, no hope). Men pyt. Der er forhåbentlig et nyt klinteløb og en ny chance til næste år – og uanset hvad, er det stadig alle kilometerne værd.
Ulla P.
