DM Brabrand Sø, 21. sep 2019

21/09/2019

Så blev det tid til DM! I år blev DM afholdt på Brabrand Sø – en sø, der er kendt for at kunne rumme store bølger og umuligt rovand. Det lidt blakkede ry, søen har, var måske en del af årsagen til, at så få mastersroere fra Fredensborg Roklub, og i det hele taget sjællandske roklubber, var repræsenteret til dette års DM.

Vi var 3 roere fra Fredensborg Roklub – Sander i M1X og Ulla og undertegnede i W2X.

Sander startede i indledende løb om morgenen, hvor søen rent faktisk viste tænder. Sanders eget udsagn bagefter lød: “jeg kom igennem med et par stop undervejs – og uden at vælte!” Sander kom desværre ikke videre til finalen.

Da Ulla og jeg skulle ro sent eftermiddag, var der sol, varme og en helt flad sø – perfekte forhold….. det hjalp desværre bare ikke. Vi har ikke haft et dårligere løb i denne sæson, og vi blev nr. 2 – ud af 2 både…Det skal dog siges, at vi holdt stædigt ved og var foran indtil 500 m. Det ville være dejligt, om vi kunne give noget af skylden for den ringe præstation på de bistik, Ulla fik på tungen 2 timer inden løbet, og det faktum, at undertegnede – skulle det senere vise sig – var i gang med at udvikle udbrud af helvedesild, men hmmm, jeg tror det desværre ikke.

Vi er alle 3 enige om en eneste betegnelse for præstationen til dette års DM – ELENDIGT!

Når det så er sagt, så var vi jo kommet på tur og kunne lige så godt få det bedste ud af det.

Sander tog en kulturel tur forbi Moesgaard Museum:  http://www.moesgaardmuseum.dk

Ulla, Bent, Hans og jeg besøgte det spændende område Friland: Friland | – Et økosamfund på Djursland.

Og sørgede derudover for rigeligt med god mad og vin resten af weekenden.

En ekstra lille information. Da vi kun havde 2 både, som skulle fragtes til Brabrand, slog vi os sammen med Furesø og betalte dem for at fragte de 2 både frem og tilbage. Flinke mennesker, som vi sagtens kan arbejde sammen med om bådtransport en anden gang.

Ro-hilsener,
Karin