Årets første indendørs regatta (i hvert fald med FR deltagelse) fandt sted d. 7. december. I år havde vi deltagere i både 2-slide, 4-slide, og 8-slide. De to første kategorier over 1000 m, og 8-slide over 500 m. Desværre var det kun damerne, med forstærkning fra Emil (Bagsværd/FR), der vovede pelsen i Gladsaxes tørre halluft. Og så er det jo så heller ikke helt sandt, for der var et herrehold tilmeldt, fam. Viscor i 2-slide, men desværre måtte de melde fra. Næste gang!
Først på gulvet var Merete og Karin i 2-slide, og de havde fået handicap 0sek, så det var bare om at holde konkurrenterne bag sig. Og feltet var stærkt i 2-slide, og fuld af gamle kendinge. Det meste af løbet blev Karin forvekslet med Sanne H af dagens – iøvrigt entusiastiske – speaker (øjøjøj), men det blev dog rettet til sidst. Det siger lidt om, hvor meget Merete&Sanne er kendt som et par i roning…
Det kan være, det smittede lidt af, for Karin og Merete stod for presset, og roede sejren hjem præcist 1 sek foran konkurrenterne, der ellers kæmpede en hård kamp for at indhente sekunder.
Kort efter var det mix 2-slide, med mor og søn (Anne Mette og Emil), der blev skudt i gang. Også her var kampen hård, og Anne Mette havde kun eet valg da Emil skruede op for både tempo og tryk, og det var at hænge på. Igen med et godt resultat set med FR øjne, for også her blev sejren på 1 sek rent.
Et par timer gik, og så var det damerne i 4-slide: Bettina, Lene H, Anni M og Sanne P, der skulle i aktion. Dette hold har endnu til gode at have debut på vandet som 4x, men hvorfor ikke starte “blødt”. Der var 4 hold til start, og handicappet var 11sek, så opgaven var klar: der skulle hentes sekunder. Og det blev der, de andre hold lagde ud som lyn og torden, med høj kadence og hårdt tryk, men så kan 1000 m være langt… Stille og roligt fik vi da også ædt os ind på konkurrenterne ved at ligge i nogenlunde samme tryk og kadence hele vejen, og gik over målstregen ca 2,5 sek foran nummer to. Tredje guld til FR, på 3 løb.
Til slut var det så 8-slide, et herligt sprintløb, som ser ganske imponerende ud med 8 ergometre på række. Vi havde fået forstærkning af Lene M, som kom med friske ben til at supplere vores trætte. Det skulle blive et meget tæt løb, hvor de fire tilmeldte hold skulle starte indenfor 5 sek. Det viste sig også at være lidt svært at håndtere for starteren, for det gik vist lidt længere end 1 sek før vi fik lov at starte… desværre, for vi endte med at mangle 1 sek til guldet. Øvøv, men der blev kæmpet hårdt, og sølv er da heller ikke så skidt endda 😉
En herlig dag, og en god start på julen.
Fotos kan se på Svend Aages fotoside, http://www.rowing.dk.
hilsen Sanne P… (glemte vist at skrive afsender)