Venskabsmatch 2020

31/08/2020

VM i Fredensborg 22. august 2020

For tredje(?) gang i nyere tid inviterede vi vores naboroklubber til venskabsmatch, VM, og i år kom de fra Nivå, Helsingør og Humlebæk. I alt var vi omkring 25 roere, inkl. de to ungdomsroere som Humlebæk havde taget med – lad os (også) se mange flere URO’ere næste år.

Banen var lagt ud, følgebåden, med hårde men retfærdige dommere parat, og med mange løb i vente var det bare med at komme i gang. Peter F. og Bettina fik hurtigt arrangeret bådehold til løb i M2x, W2x, Mix2x, Mix4x, M2- og mixløb i inriggere, både 2’erer og et enkelt 4’er løb … Men hvad gør man når man ikke kan sætte en båd fra en enkelt klub? Så må man låne, og derfor kunne man fx se en båd med to helsingoranere, to fra Fredensborg og en ung styrmand fra Humlebæk. Ægte VenskabsMix! Og mix er sjovt! Hvornår har man ellers mulighed for at ro med ”kollegaer” fra en helt anden klub i en helt anden båd end man er vant til?

Vi så de sikre vindere, de overraskende vindere, dem der zigzaggede sig gennem banen og et par der lige skulle tjekke vandtemperaturen efter 500 m.

Tiden går hurtigt i godt selskab, pludselig var alle løb gennemført og med lige så mange medaljer som klapsalver afsluttede vi dagen med en velfortjent sandwich, takkede hinanden for kampen(e) og cyklede hjem igen. Jo jo, alle de friske roere fra både Nivå og Helsingør kom cyklende til verdens bedste VenskabsMixMatch.

Tak fordi I kom! Vi ses igen til næste år.

Hilsen Anni

IMG_6727

Billede 1 af 6