Fred’s Head

31/08/2020

Denne unikke lille 8-er kaproning kom i stand på foranledning af Ulla, Lizzie og Anne Mette. Eller rettere pga. Coronaen. Eller i virkeligheden fordi 8 friske damer og 5 friske herrer fra klubben ville til London i marts og ro Vestas Veterans Head på Themsen. Et traditionsrigt 8-erløb, FR har deltaget i de sidste par år, og Merete et hel del gange flere.

I år havde damerne trænet henover vinteren, rygtet vil vide, at det havde herrene også (hvis nogen undrer sig over hvordan 5 herrer kan træne i en 8er, så er det fordi de havde lånt nogle mastersherrer udenbys fra…KVIK, DSR og Lyngby). Men men, så blev det hele aflyst, ingen ro- og shoppetur til London i år. I stedet sendte damerne herrerne en udfordring – hvorfor ikke lave vores egen lille 8-kaproning? Som sagt så gjort, og søndag d. 30. august mødtes alle i Fredensborg Roklub kl 8 for at ro ca. 6 km på tid og spise en god frokost.

Damerne først – ca. kl 8.30 stævnede vi ud fra klubben for at ro så stærkt som muligt fra Pibersletten (?) til Kongens Bøge og retur. Vejret var i den grad med os, så der var ingen undskyldninger der. VI prøvede endda at tage vendebøjen ved Kgs. Bøge i et skarpt sving, men det blev lidt for optimistisk og vi var lige ved at misse bøjen… men vi kom udenom den.

På tilbagevejen forsvandt motorbåden pludseligt, cox-en blev lidt nervøs, for helt ærligt havde hun lige misset præcis HVOR mållinjen var. Så der blev roet en hel del “2 op, 10-10-10”. Hmm. Men ingen brok, og til sidst blev der næsten roet det bedste på hele løbet. Tænker alle var for trætte til at lave fejl. Det viste sig, at motorbåden havde tralvt med at fjerne en meget stor gren, der stak lidt op af vandet, og som vi have roet lige forbi (som i ca en halv m fra skroget-forbi). Men nu er den bortskaffet!

Efter bådvask (corona igen), tog herrerne deres 6km, mens damerne fik lidt forsinket morgenmad (og et bad) på altanen. Altså badet var i omklædningsrummet.

Merete, som styrede dommeriet og tiden, holdt kortene tæt til kroppen, så vi fik først afsløret efter smørrebrødet, hvem der havde vundet. Der var udregnet et alders- og køn-handicap på 24 sek i damerne favør (dvs vi skulle ro lidt langsommere), men desværre var det ikke helt nok. Dagens vinder var nemlig HERREBÅDEN. Tillykke!

De fik de flotteste (hjemmelavede) medaljer, og vi fik alle hjemmelavet lagkage. Med rom i. Dejligt.

En skøn dag, et sjovt koncept. Det turde nok tåle en gentagelse en anden gang.

Deltagerne var: Lene M, Lene-Marie, Lizzie, Anne Mette J, Mette S, Anni, Ulla, Karin, Hans, Svend Aage, Terkel, Johnny, Søren H, samt Peter S (KVIK), Bjarne S (DSR), Carl Ove (Lyngby) og cox Topper (KVIK). Merete var dommer.

hilsen Sanne P (cox på damebåden)

DSC_0038

Billede 1 af 7

Damerne snoede sig uden om denne forhindring på elegant vis, men den måtte hellere fjernes før herrerne kom forbi...