DE TRE MUSKETERER til NORDISK MESTERSKAB

24/03/2021

Så er den sidste af vinterens E-kaproninger vel overstået for de tre seje Fredensborg-Roere, der har holdt ud til denne meget anderledes og nye udfordring, som coronaen har medført, og som har været afviklet i udestuen i Hillerød.

Sanne Poulin deltog i dame 50+ , Svend Aage Nielsen i Let herre 70+ og Merete Boldt i dame 70+, og da den jo som alle de andre e-kaproninger denne vinter var virtuel, var der godt nok mange på start listen, selv om det var første gang , dette mesterskab blev afviklet. 563 deltagere fra 18 forskellige lande, så langt væk som USA og Canada, samt rigtig mange af de europæiske lande.

Sanne var første aktør og roede et flot løb, som rakte til en fornem 4.plads. Næste quinde var Merete, som efter at have været en tidlig tur omkring Go’morgen Danmark blev vinder af sin klasse, og sidste mand var Svend Aage, der også roede hurtigt,  og dette rakte til en 3. plads.

Stor tak til Karin B, der igennem hele vinteren har været coach for os alle sammen til alle regattaerne.

RoHilsen  Merete

Sanne tilføjer: Meretes gæsteoptræden i Go’morgen Danmark kan stadig findes på TV2 Play, skulle man have lyst til at se en 2 m høj studievært kaste sig fladt på gulvet efter at have roet 500 m på tid… Skal også lige nævne, at efter hver kaproning hjemme i Udestuen stod den på et Merete-frokostbord, dejligt hyggeligt og tiltrængt efter anstrengelserne der i vores lille Corona-boble.