Forårskaproning på Bagsværd Sø

10/06/2008

Vi var en dame dobbeltfirer (Tine, Bettina, Anne Mette og undertegnede) og en herre dobbeltsculler (Søren og Kim), samt formand Svend Aage i en blandet firer med Lyngby og Roskilde. Vejret viste sig fra sin pæne side, med sol og godt med medvind ned ad banen. Regattaprogrammet var ens begge dage, så vi tog distancen to gange denne weekend. For os damer endte det med at være en ret god ide, for lørdagens løb gik såmænd ganske godt med en 2.plads efter Sorø og før DSR i et rent dameheat men da vi sådan set ikke HELT havde fået roet os ud (citat: “hvad, er vi allerede færdige?”), havde vi alle god appetit på at tage den en gang til dagen efter.

Søren og Kim havde lidt travlt med at brokke sig over de mange sekunder, de skulle starte efter de første i deres løb (man får handicapsekunder efter alder, og i blandede heat også efter køn), men medfølelsen var ikke så stor da de kværnede gennem feltet og vandt overlegent…….Så gør det måske mindre, at stævnespeakerne fik dem udnævnt til at “være i tresserne”….

Næste dag havde vi damer så fået strenge ordrer om ikke at ligge og hygge os nede i tempo 28-30 men se at komme op i 34 og ned ad banen. Det måtte vi så prøve jo… starten gik ikke så fantastisk, da vi ikke lige havde fået opdaget at vinden havde skiftet retning, og nu også kom lidt fra siden. Men vi kom da afsted i pænt tempo, og hang da på formand Svend Aages båd (de startede samtidigt med os, 10 sekunder efter de ældste i heatet). Vi havde aftalt at Bettina skulle råbe noget til os ved 500 m og 750 m, men da vi så hørte fra Svend Aages båd en rolig og klar stemme sige “2 kilo”, tænkte vi alle, ja, den nupper vi s.. også. Rart med sådan en følgebåd 😉

Med kun en enkelt afstikker ind på nabobanen lykkedes det os også at komme i mål – noget mere trætte end om lørdagen. Ved målstregen fik vi ikke helt flyttet os hurtigt nok væk (det er ikke nemt at vænne sig til at være så mange både på så lidt plads, så man nu er vant til Esrum Sø), så vi blev udnævnt til at være nogle bonderøve af – vistnok – DSR 😉

Så havde vi til gengæld så travlt med at komme væk, at Terkel måtte løbe efter os og kalde os ind til medaljeoverrækkelse, for vi var rent faktisk blevet nr 2, og i heat med 6 både var der også medalje til nr. 2 🙂

Vi må også sende et stort TILLYKKE til Svend Aages firer, der VANDT løbet!

Søren og Kim var sidste båd på vandet for Fredensborg, og de vandt igen deres løb, langt foran nr 2. Tillykke!

Regattaen blev fejret med haps dogs og en enkelt dåseøl, og vi kunne tage hjem og nyde resten af det dejlige sommervejr, inden regnen væltede ned om mandagen.

hilsen
Sanne P.