Efter mange år med sport på to ben som håndbold, tennis og maratonløb valgte Poul Calmann-Hinke som 64-årig at blive roer. En udfordrende sport, men mere skånsom for knæene, i smuk natur – og med det bedste fællesskab. Fredensborg Roklub har mistet et engageret medlem, som tog ansvar og spredte glæde
Det var en typisk Poul Calmann, at man 1. marts 2015 kunne læse på hjemmesiden, at klubbens nye forplads nu stod klar til brug: Efter fem måneders arbejde på knæene af Søren Eriksen og hans hold af hjælpere, som i alt havde lagt 15.000 sten – svarende til 75 tons – på i alt 450 kvadratmeter.
Detaljerne skulle være i orden. Poul Calmann satte i en ære i at være omhyggelig og ordentlig, og gennem mange år nød klubben godt af hans engagement, ikke blot som skribent og ”pr-medarbejder” udadtil, men også gennem de utallige andre opgaver, han påtog sig som medlem af klubben. Han var gennem mange år med i udvalget for ældreroningen (”styregruppen”), han var instruktør, han med til at arrangere de årlige fester med fantastifulde temaer som ”Paris”, ”Opera” eller ”James Bond” – og sagde i det hele taget oftere ja end nej, når han blev bedt om at løfte et ansvar. Ofte i samarbejde med hustruen Maria, som han i det hele taget gerne kørte parløb med. Også helt konkret et år, hvor de sammen cyklede fra Spanien og hjem.
Poul Calmann (således kaldet i daglig tale for at kunne skelne mellem klubbens forskellige Poul’er) begyndte først at ro som 64-årig, men det var ikke, fordi det først var dér, det gik op for ham, at han havde både arme og ben, som kunne bevæge sig. Tværtimod. Han havde dyrket sport hele sit liv, og det i en grad, så knæene nu begyndte at give sig lidt. Meget håndbold og fodbold, mange maratonløb, rigeligt med tennis og badminton. Alt sammen noget, som foregik oprejst og med vægten af egen krop. Og selvom Poul Calmann var en slank adræt mand, kunne han godt se fidusen i at finde en sport, hvor han kunne sidde ned til arbejdet. Dér passede roning perfekt, især fordi idrætten stadig krævede brug af stort set hele kroppen.
Så da Maria og han i 2001 flyttede til Fredensborg, var det oplagt at melde sig ind i roklubben. Blot to år forinden var ældreafdelingen blevet grundlagt med 20 medlemmer, og Poul Calmann (og senere Maria) blev en del af den hastigt voksende skare af pensionister, som nød at kunne ro i dagtimerne og dyrke et livligt socialt samvær bagefter. Han blev en rutineret scullerroer, og en energisk deltager i ergometertræningen. Men først og fremmest blev han en skattet rokammerat. Han var ordentlig, og han var overordentlig festlig at være sammen med.
Som nævnt var det dog ikke Pouls natur at isolere sine aktiviteter til ældreroningen, selvom det naturligt nok var der, den største del af tiden blev brugt. Poul Calmann ville gerne være en del af hele klubben og sørgede i en årrække for at skrive pressemeddelelser og tage kontakt til de lokale aviser og andre medier. Som erfaren reklamemand vidste han, hvordan man skabte positiv opmærksomhed, og han har æren for mange omtaler af Fredensborg Roklub.
Som knæene begyndte at give sig lidt i midten af 60’erne, begyndte den øvrige krop desværre at give sig i midten af 80’erne. Selvom Poul stædigt insisterede på at ase afsted til roklubben ved hjælp af rollatoren, blev benene mindre og mindre samarbejdsvillige, og hukommelsen begyndte at svigte.
Poul Calmann-Hinke døde den 10. december 2024, 86 år gammel. Han efterlader sig hustruen Maria, børn og børnebørn.
Æret være Pouls minde.
Ulla Poulsen
